Biografi
Lars Peter Elfelt (oprindelig Petersen - navneforandring 1901), filmpioner, der var søn af en arbejdsmand, var fra sit tolvte år ansat i forskellige fotoforretninger. Han blev uddannet som fotograf i Hillerød og arbejdede derefter for en af de førende fotografer i København. I 1890 grundlagde han egen fotografvirksomhed i Købmagergade 64 på hjørnet af Kultorvet og Købmagergade med sine to brødre som assistenter. Senere havde han fra 1905 atelier på Østergade 24. Peter Elfelt var en af landets førende portrætfotografer. Han opnåede hurtigt et stort klientel blandt byens højere borgerskab og blev kgl. hoffotograf i 1900. Peter Elfelt optog den første danske film ved nytårstid i 1897 og skabte de følgende år en lang række reportagefilm. I 1903 optog han Danmarks første spillefilm "Henrettelsen" og optog 1902-06 en række film med Bournonville-danse samt Hans Becks koreografi til "Orfeus og Eurydike". Han deltog ivrigt i organisationsarbejde og var en betydelig formand for Dansk Fotografisk Forening fra 1906 til 1918 og foreningen udviklede sig til en stærk organisation under hans ledelse.