BiografiGrethe Kausland, der var datter af Nils Anker Nilsen og Solveig Aurora Frantzen, debuterede som 4-årig på Horten Revyteater og på grammofonplade med "Teddybjørnen min" i 1955. Pladen solgtes i over 100.000 eksemplarer og gjorde hende til en af Norges populære pladeartister. Gennem 50erne indsang hun schlagere og debuterede på film i "Smuglere i smoking" i 1957. Hun fortsatte filmkarrieren og medvirkede sammen med Lille Per (
Ole Neumann) i de danske film "Far til fire og onkel Sofus" og "Far til fire og ulveungerne". Som voksen fortsatte hun som sangerinde og skuespiller. Efter filmen "To på topp" i 1965 tog hun sig en lang pause. Hun vandt i 1972 det norske Grand Prix i duet med Benny Borg med sangen "Småting". Sammen med Eva Rydberg blev hun derefter engageret til det populære tv-program "Hylands Hörna" med et fast humoristisk indslag. Hun havde samarbejde med Dizzie Tunes og spillede i "A star is torn", hvor hun alene parodierede Edith Piaf, Judy Garland, Billie Holiday og Janis Joplin. Hun spillede også i flere komedier og revyer på Chat Noir, ABC-teatret og i Fredrikstad. Hun var gift med musikeren Halvard Kausland fra 1966 til 1979.