Helge Linck
Født: 23-9-1878 i København
Død: 23-3-1954 (75 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Biografi
Helge Einar Linck, forfatter og journalist, var søn af skræddermester Carl Vilhelm Linck og hustru Vilhelmine Josefine Kirkmann. Han var oprindelig lærer. Nogle år før århundredskiftet begyndte han som journalist ved Aftenbladet og blev siden knyttet til en række forskellige københavnske ugeblade og magasiner, sidst til Søndags-BT, hvor hans serie om Kredsen omkring Hvilstrup fandt mange ivrige læsere. En tid redigerede han "Sund sans" og skrev en mængde noveller. Foruden sin journalistiske virksomhed fik han også tid til humoristisk forfatterskab, der blandt andet omfattede "Oste-Petersens familieliv", "Hansens samlede værker", "Arven fra Amerika" og "Dr. Petersens pensionat". Han specialiserede sig i den københavnske jargon og handlingen i de fleste af hans fortællinger udspilles blandt bramfrie og jævne københavnere. Han skrev også de to lystspil "Søren Frisk" og "Sæsonarbejderen", der begge blev opført i København, henholdsvis på Frederiksberg Teater og Nørrebros Teater. Helge Linck medvirkede i Palads Revyen "Den danske Skueplads" på Vinterpaladset i 1918. Han var gift med Emma Sofie Enø Hansen, født Daltoft og var far til forfatteren Mogens Linck og bror til rejsebogsforfatteren Olaf Linck.


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Tivoli 1918