Naima Wifstrand
Født: 4-9-1890 i Stockholm, Sverige
Død: 23-10-1968 (78 år)
Gravsted: Norra Begravningsplatsen, Stockholm

Billede af Naima Wifstrand
Biografi
Siri Naima Matilda Wifstrand, svensk skuespillerinde og operettesangerinde, voksede op som datter af en enlig mor, der havde været husholderske hos faderen, som var forretningsmand. Kun 15 år gammel fik hun kontrakt med Anna Lundbergs teaterselskab og debuterede 1905 på Upsala Teater. I 1908 kom hun til Ranfts rejsende operetteselskab som hun turnerede med nogle år. I begyndelsen af 1910erne studerede hun sang i London og fik siden engagement på Oscars Teatern, hvor hun slog igennem og blev teatrets store primadonna med roller i de store operetter som f.eks. "Czardasfyrstinden". Indtil 1924 var hun knyttet til dette teater og havde samtidig gæsteoptræden på flere andre scener, bl.a. Stora Teatern i Göteborg. Hun gav også gæstespil på Centralteatret i Oslo og på Scalateatret i København. I Norge fik hun også sin filmdebut i kriminalfilmen "Madame besøker Oslo" i 1927. I 1924 debuterede hun i en dramatisk forestilling "Systrarna" på Lorenbergsteatern i Göteborg, men vendte i en kort periode tilbage til Oscars Teatern. I 1926 stoppede hendes karriere som operettesangerinde og havde derefter svært ved at få faste engagementer i Sverige. Hun spillede på diverse scener som Vasateatern og Odéon. I København medvirkede hun i 1930 i nytårsrevyen "Knallerten" på Apollo Teatret. Hun gjorde et mislykket forsøg på at etablere sig som teaterdirektør da hun i 1932 overtog Nya Intiman og døbte det om til Naima Wifstrand-teatern. Derefter søgte hun i stedet til England, hvor hun optrådte med viseaftener og kom i 1933 til at medvirke i de første tv-udsendelser. I 1937 var hun med til at høste de første svenske resultater af avantgarde sangcyklus Pierrot Lunaire og det følgende år havde hun rollen som mor Peachum i Riksteaterns opsætning af "Tolvskillingsoperan". Hun spillede rollen som grevinde Katarina i Gustav Wallys operette "Tre Valser" på Oscarsteatern i Stockholm. I 1940erne virkede hun bl.a. på Riksteatern som turnéleder og instruktør og 1948-50 var hun på Södra Teatern i Stockholm, hvor hun medvirkede i opsætningen af "Lorden från Gränden" og senere i Kar de Mummas revy "Farväl till 40-talet". I årene 1954-1961 var hun på Malmö Stadsteater og fik roller i et par Bergman-film - "Kvinnodröm" (1955) og "Sommarnattens leende" (1955) samt også som en af tanterne i Bergmans tv-opsætning af "Herr Sleeman kommer" (1957). Hun fungerede også som lærer på Stadteatrets elevskole. 1962-63 var hun på Stockholms Stadsteater og 1964 på Göteborgs Stadsteater. I 1962 udgav hun sine erindringer "Med och utan paljetter". Hun havde filmroller fra 1927-1968, men fik sin mest produktive filmkarriere sent. Hun havde bl.a. filmroller i "Folket i Simlångsdalen" (1947) og "Vägen till Klockrike" (1953). I 1951 modtog hun Teaterförbundets Gösta Ekman-stipendium og 1960 deres guldmedalje. Naima Wifstrand var fra 1921 til 1928 gift med kaptajn Erling Nielsen.


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Apollo Revyen 1930

Bøger om Naima Wifstrand:
Med och utan paljetter af Naima Wifstrand