Christian Houmark
Født: 4-6-1869 i Aalborg
Død: 30-1-1950 (80 år)
Gravsted: Ordrup Kirkegård - Kbh

Biografi
Jens Christian Houmark, forfatter, var søn af skibskaptajn Andreas Houmark (1830-80) og Christiane Marie Binderup (1832-1915). Allerede som 14-årig fik Christian Houmark et par skitser optaget i dagspressen og som 15-årig fik han et skuespil opført på Ålborg Teater. Han kom i boghandlerlære, forsøgte sig uden held som skuespiller og gik i stedet over i journalistik. Han begyndte sin journalistiske karriere ved Aalborg Amtstidende og kom i 1899 til hovedstadspressen, hvor han fra 1921 var knyttet til Det Berlingske Hus og til hvilke aviser han vedblev med at skrive indtil sin død. Han debuterede som forfatter i 1908 med romanen "Det Syndens Barn", som blev efterfulgt af "For Guds Aasyn", i hvilken han skildrede et homoseksuelt forhold mellem to unge mænd. I 1930 medvirkede han i Den lille Revy i Riddersalen. Christian Houmark blev især kendt for sine mange interviews og et udvalg af disse udkom i 1938 i bogen "Han spurgte - de sagde". Kort efter hans død i 1950 kom erindringsbogen "Timer der blev til dage" og bekendelsesskriftet "Når jeg er død", der begge kredser om hans skæbne som homoseksuel.

Mariebjerg Kirkegårdskontor har oplyst, at Christian Houmark er begravet på Ordrup Kirkegård - afd. J, nr. 01,2-3, –95 – Mausoleum og at gravstedet stadig eksisterer. Området til mausoleet er aflåst og familien skal give tilladelse til adgang, da kirkegården ikke må give adgang til gravstedet. J. Hegels mausoleum er et stort familiegravsted oprettet i 1919 til benyttelse for familien Hegel, så længe kirkegården består.


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Riddersalen 1930

Bøger om Christian Houmark:
Timer der blev til Dage af Christian Houmark