Morten Danckert
Født: 11-8-1952 i Sorø
Død: 6-8-2021 (68 år)
Gravsted: Aske strøet over Vadehavet
Biografi
Morten Danckert, skuespiller, var aktiv i dansk børneteater gennem et halvt århundrede. Han var født i Sorø, men kom til Ribe i 1960, hvor hans forældre åbnede tandlægeklinik. Allerede som 14-årig startede han sin karriere som skuespiller, da han sammen med Susanne Andreasen spillede børneteater for de lokale børn og skabte Quedens Gaards Dukketeatertrup. Som 16-årig investerede han sammen med en kompagnon i en gammel bus, som de spillede børneteater i - og han nåede aldrig at færdiggøre socialpædagog-uddannelsen før karrieren som autodidakt teatermand tog over. I 1969 stiftede han sammen med Uffe Worm teatret Artibus i Ribe. Op gennem halvfjerdserne var han en markant person i Riberevyerne, hvor han i starten var skuespiller og endte med at være instruktør. Morten Danckert medvirkede bl.a. i Riberevyen 76 (Stormflodsrevyen) på Bispegades skole i Ribe. Sammen med Ole Barkentin etablerede han i 1984 Det Ripensiske Teaterselskab, der bl.a. blev kendt for at have hunde med i mange forestillinger. Den nærmest ikoniske pølsevognsforestilling "To med det hele" blev teatrets helt store succes. I starten af 1980erne åbnede han og Ole Barkentin Café Nicolaj i Sct. Nicolaj Gade i Ribe, der også blev et spillested for børneteater og kabaretter. Morten Danckert stod også i spidsen for masser af store koncerter i haven, hvor der blandt andet var besøg af Dizzy Mizz Lizzy. I slutningen af 2019 valgte Morten Danckert at indstille karrieren, der nåede at strække sig over mere end 50 år. Og som blandt meget andet også omfattede lokalrevyer, børne-tv sammen med den navnkundige Thorkild Demuth og tv-julekalender. Morten Danckert, der ved sin død boede i landsbyen Vester Vedsted, var fra 1977-79 formand for brancheorganisationen Børneteater sammenslutningen.