Leif Kongsrud
Født: 24-4-1919 i København
Død: 24-11-1982 (63 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh
Biografi
Leif Einer Kongsrud blev som ung uddannet som skuespiller og sanger. Han var i 2-3 år skuespiller på Nørrebros Teater, hvor han spillede i flere operetteforestillinger bl.a. "Grevinden af Nørrebro" i 1943. I april 1945 debuterede han som tenorsanger ved en koncert. Foruden at være skuespiller og tenor var Leif Kongsrud også grosserer, idet han drev en forretning med skønhedsartikler og andre artikler for damer sammen med kapelmesteren Einer Corelli. Siden 1960 underviste Leif Kongsrud på Holtehus Efterskole i pædagogisk drama som støttedisciplin for børn og unge med læse-staveproblemer, og selv efter at han blev lektor i drama i Malmø havde Leif Kongsrud stadig timer på Holtehus. Han havde en stor teoretisk viden og organisationstalent, der dels kom til udtryk i bogen "Dramik" og dels som medstifter og mangeårig formand for Dansk Dramalærerforening. Leif Kongsrud var endvidere en skattet foredragsholder både i Sverige og Danmark. Også Amerika havde bud efter ham.