Biografi
Thorkild Simonsen, fhv. borgmester og indenrigsminister, der var søn af malermester Alfred Simonsen (død 1968) og Anna Simonsen (født Pedersen) (død 1998), blev udlært som malersvend i 1945, men kom derefter på højskole og tog lærereksamen ved Ribe Statsseminarium fra 1948 til 1953. Han arbejdede fra 1953 som lærer i det århusianske skolevæsen indtil han blev skoleinspektør på Brobjergskolen i Århus fra 1964 til 1970. Thorkild Simonsen havde en lang politisk karriere bag sig. Han var medlem af Århus Byråd fra 1966 til 1997. I den periode var han skole- og kulturrådmand 1971-82 og siden borgmester 1982-97. I sin tid som rådmand havde han bl.a. ansvaret for at Musikhuset blev opført i Århus. Imens Thorkild Simonsen var borgmester besluttede byrådet blandt andet, at kunstmuseet Aros skulle opføres. I 2005 kom han igen til at spille en rolle politisk, da han blev hentet ind som neutral opmand i forbindelse med strukturreformen. Han skulle løse stridighederne i de kommuner, som ikke kunne blive enige om frivillige aftaler om sammenlægning med nabokommunerne. Thorkild Simonsen havde herudover en lang række tillidshverv inden for Socialdemokratiet og i mange bestyrelser. Han var bl.a. medlem og senere formand for Kommunernes Landsforening 1979-82 og 1986-92. Efter sin tilbagetræden som borgmester i Århus blev Thorkild Simonsen i en alder på 71 år overraskende hentet ind som indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens regering 1997-2000. Han blev i 1997 tildelt Fortjenstmedaljen i guld. Thorkild Simonsen blev den 25. juli 1953 gift med Edny Simonsen (født 09-06-1929) og var gift i 68 år. Parret kunne fejre deres krondiamantbryllup i 2018. Thorkild Simonsen døde i sit hjem i Risskov.
Bøger om Thorkild Simonsen:
"Thorkild Simonsen - kommunernes mand i Christiansborgs tjeneste" af Svend Aagaard Nielsen
"Thorkild - vendelboen der fik Danmark til at spørge Århus" af Knud Esmann
"Det finder vi ud af - en bog om Thorkild Simonsen" af Teddy Petersen