Erik Grip
Født: 2-7-1947 (76 år) i Nykøbing Falster

Biografi
Erik Grip, komponist og visesanger, er søn af sparekassefuldmægtig Harry Grip Christensen og frisør Lilli Hansen. I 1954 flyttede familien til Kastrup på Amager. Fra 1963 til 1965 fik han sangundervisning på Musikdramatisk Skole på Frederiksberg. Han blev optaget på Vestre Borgerdyd Gymnasium, men forlod gymnasiet for i 1966 i stedet at starte på Byggeteknisk Værkstedsskole. Senere gik han også på Bygningskonstruktørskolen og fra 1971 gennemførte han Arkitekststudiet og afsluttede på Kunstakademiets Arkitektskole som cand.arch. i 1979. Allerede i 1963 dannede han sammen med Sten Weidinger "Folk-Duo" og scenedebuterede året efter i Restaurant "Karnappen" i København. Fra 1964 til 1967 spillede han med Folkemusik-trioen "Trip, Trap og Træsko" med Sten Weidinger Jessen og Lars Frederiksen, og optrådte i 1966 i Smøgens Vise-Vers-hus i Tivoli. I årene 1967 til 1971 optrådte han herefter sammen med Annemarie Brink Olsen i folkesanger-duoen "Erik & Annemarie", bl.a. i tv-udsendelse optaget i Smøgens Vise-Vers-Hus. Efter endnu en tv-optræden i 1970 debuterede duoen med single pladen "Pige i Rødt", der kom på dansktoppen. Fra 1972 til 1976 skrev han melodier til Jan Toftlund. I 1974 stiftede han folkemusikklubben "Vognhjulet" i København og indrettede den tidligere møbelforretning til en folkeklub med lige vægt på alle genrer indenfor folkemusikken. I 1975 udgav han sit første album "Frank Jægers Viser". Siden er det blevet til mere end 28 udgivelser, bl.a. "Rose skal vi danse" i 1979 og Grundtvig albummet "De levendes Land" i 1983. Sidstnævnte album solgte mere end 50.000 eksemplarer det første år. Erik Grip har komponeret mere end 150 melodier. Blandt de største succes'er er "Velkommen i den grønne lund", "Rose skal vi danse", "Små hjul" og "Åbent landskab", den sidstnævnte dog ikke komponeret af Erik Grip. Han har siden givet utallige koncerter på festivaler landet rundt og optrådt på såvel de store som mindre scener og ved kirkekoncerter. Erik Grip stiftede i 1986 sit eget pladeselskab Gyps Fulvus - og musikforlag Gyps Fulvus Publishing. I årene 1987-88 var han ansat som arrangementchef for spillestedet "Trommen" i Hørsholm. Han spillede 1983-87 i trio med Anders Roland og Bo Liengård. Derefter havde han i årene 1987 til 1993 band med skiftende besætninger og blev fra 1994 visesanger solo. Erik Grip fik i 1982 tildelt en særpris af Søren Gyldendal Fonden, i 1986 DJBFA's hæderspris og i 2009 "Vise-Vesth-Prisen". I 2000 fik han Platin for 100.000 solgte Grundtvig album og i 2004 dobbelt-platin for 100.000 solgte "16 Hits". Desuden blev han i 2004 nomineret til en grammy for cd'en "Visesanger" og i 2006 for cd'en "Af et ærligt hjerte". I årene 1976-88 var Erik Grip i DJBFA's bestyrelse, 1979-80 medlem af Statens Kunstfonds Repræsentantskab, 1979-86 og fra 2005 medlem af Visens Venner i København og 1980-85 medlem af viseudvalget "Lystige Viser", Politikens Forlag. Erip Grip var desuden 1998-01 medlem af hovedbestyrelsen for Det Radikale Venstre, 2002-06 medlem af Roskilde Amtsråd for Det Radikale Venstre, 2002-05 formand for Himmelev Gymnasiums bestyrelse og 2002-06 formand for Amtsmusikudvalget i Roskilde Amt.


Har arbejdet med følgende 2 film:
Vejen til byen (1978)Musiker
Danmark er lukket (1980)Sanger

Link til yderligere info:
http://www.grip.dk