BiografiViggo Stephan Vogelius var journalist og meget alsidig indenfor underholdningsbranchen. Han var søn af dr. med., korpslæge og praktiserende læge i Fredericia, senere kliniklæge i Aarhus Lauritz Spandet Vogelius og Magna Marie Caroline Meinertz. Han var elev på Sorø akademi 1913-16 og derefter filmskuespiller på Nordisk Film og elev på Dagmarteatret. Siden blev han forlagsmedarbejder på Hasselbalchs forlag og var afdelingschef hos Gyldendal indtil 1921. Han havde ophold i udlandet bl.a. i Paris, var repræsentant for engelsk litograffirma og blev i 1925 direktør for selskabet "Stephan Film". For svensk kapital overtog han Scala Teater i november 1927 og var siden medinteressent eller i direktionen for teatrene Casino,
Betty Nansen Teatret, Odense Folketeater samt kabaretten "Bonbonnieren" (Co-Optimisterne). I en årrække rejste han som impressario bl.a. med "Dana girls" og var instruktør af revyforestillinger i Rom. Efter alvorlig sygdom bosatte han sig i Løgstør som forfatter. I 1945 blev han free lance medarbejder ved Statsradiofonien og i 1949 uddannet på TWI kursus, og blev i 50erne og 60erne mest kendt som radioreporter med problemudsendelser som speciale bl.a. industriprogrammer, markedsanalyser og udsendelser om emballage og reklame. Stephan Vogelius skrev i 1940erne en enkelt roman "Violer i asfalt" og udgav en bog med titlen "Møl i Projektørlys". Han var gift med Agnes Gertrud Jørgensen (15-04-1895)