BiografiIvan Pedersen, sanger, sangskriver og producer, voksede op i Aalborg, men er født i Jebjerg ved Skive som søn af gartner Svend Ejnar Pedersen (død 1978) og Gerda Elisa Beth Pedersen (født Nielsen) (død 2013). Han havde nogle succesrige år som forsanger i gruppen McKinleys inden han i 1981 sammen med Lecia Jönsson debuterede med "Hvor ska' vi sove i nat", som gav dem en overvældende succes. Sammen dannede de popduoen Laban, der i 1980erne fik en række hits som "Det er hans kys", "Jeg ka' li' dig alligevel", "Det jeg føler for dig", "Came-Camera", "Helt perfekt (det bli'r man aldrig)" og "Kold som is". Sidstnævnte blev i en engelsksproget version med titlen "Love in Siberia" et hit flere steder i Europa og kom på den amerikanske hitliste. Gruppens femte album i 1987 blev det sidste udspil fra duoen, der efter en afsluttet turné i Sverige stoppede den 1. september 1988. Ivan Pedersen indledte i 1988 et årelangt samarbejde med Moonjam, hvor han dels sang kor live og på plader og senere bidrog med tekster. I 1991 dannede han bandet Backseat, der efterfølgende fik stor succes med en amerikansk funderet rock-stil og som udgav en række albums. Pladebranchen anerkendte Backseat med flere Grammy-nomineringer. I 1995 gav deres album "Long Distance" således hele tre Grammy-nomineringer. Året efter høstede albummet "Hit Home" guldrandede anmeldelser og Ivan Pedersen modtog "pip-fuglen" som "Årets danske sanger". Efter 1999 har han turneret med pianisten Søren Skov og guitaristen Peter Holm og debuterede i 2001 som solist med "Monogram". I 2005 var han engageret i
Søren Østergaards Tivoli Varieté. Ivan Pedersen har desuden produceret plader med et væld af navne, f.eks. den svenske duo Svenne & Lotta. Han indtrådte i 1989 i bestyrelsen for DPA, der er en organisation under KODA, som varetager komponisters og tekstforfatteres interesser og rettigheder. I 1995 indtrådte han i KODA's råd og blev 1. maj 2008 formand for KODA. I årene 1999 til 2003 var han medlem af Statens Musikråd. Ivan Pedersen blev i 2000 tildelt Dansk Musikerforbunds Hæderspris for gennem 25 år at have ydet en uegennyttig indsats for faget og som kollega. Han blev den 23. oktober 1983 gift med konsulent Jytte Poulsen (f. 05-10-1952)
Bøger om Ivan Pedersen:
"Med hjertet udenpå" af Ivan Pedersen