BiografiLis Winther Evers, sangerinde, blev allerede i 1961 kåret til "Årets fund" ved et arrangement i KB-Hallen. Midt i 1960erne blev hun sygehjælper. Lis Evers blev landskendt da hun i 1970 vandt en konkurrence om at blive sangerinde i Restaurant Palmehaven i København. Hun fik i den forbindelse en pladekontrakt og kort efter sit første hit på Dansktoppen med "Jeg har tabt mit hjerte i Paris". Siden fulgte andre ofte romantiske sange med fransk islæt som f.eks. "En chance til ved rouletten", "Sig ja, cherie", "Jeg har det skønt", "Regnbuen" og ikke mindst succespladen fra 1970 "Den lille røde lanterne". Lis Evers fik desuden et par dansktop-hits med "Før du ta'r en mand" og "Hvad kan jeg love". I 1970 indspillede hun sammen med Leif Johansens orkester LP'en "En aften i Palmehaven". I dagtimerne gik hun rundt iført kappe og sygeplejeuniform på Kommunehospitalet, og om aftenen stod hun i sin lange kjole på scenen i den mondæne Palmehave. Lis Evers fik bl.a. engagement på Kystens Perle i Snekkersten, var på turné i Sverige med Arne Lamberths orkester og blev konferencier i Restaurant Lorry på Frederiksberg. Hun medvirkede desuden meget i radioen, bl.a. i en række udsendelser med titlen "I en enkelt melodi" med
Harry Felberts orkester, samt i de såkaldte soldaterstafet-programmer, der blev transmitteret direkte fra forskellige kaserner. Hun medvirkede på TV i "Pladeparade" og i den allersidste Hopla-udsendelse med
Otto Leisner. Efter sangkarrieren var Lis Evers i flere år ansat i SAS i Københavns Lufthavn. Efter at være gået på efterløn genoptog hun langsomt sangen og optrådte på plejehjem og ved andre forskellige lejligheder. I de sidste år tog det fart og hun blev meget engageret i "Visens Venner" i Glostrup og Furresø. Her pustede hun med stor succes liv i de gamle danske viser og sange, med sin helt særlige "Lis Evers-diktion" som hun i sin ungdom var kendt for. Hun dannede ved flere leligheder makkerpar med klaverakkompagnatør Sven Johansen, som satte toner til hendes mange sange.
Nedsat anonymt i gravsted uden egen markering.