Flemming Werge
Født: 19-3-1945 (79 år)
Biografi
Flemming Werge, sanger og musiker, blev i 1967 frontfigur og orkesterleder for popgruppen Blue Notes. Gruppen fik sit gennembrud på Dansktoppen i 1968 med "Julia" og fik efterfølgende succes med indspilninger som "Maria Isabel", "Åh sikket liv", "Buona Sera", "Butterfly" og "Donna Felicita". Sideløbende underviste Flemming Werge til daglig som folkeskolelærer i Brøndby. Han havde som solist også et par hits med "Ven, kvinde, kone og mor" og "Det løber hele byen rundt". Efter et par forholdsvis stille år vendte Flemming Werge og Blue Notes stærkt tilbage i en ny besætning. Det hele kulminerede plademæssigt i 1975 med "Uglevisen", der blev dette års største hit på Dansktoppen. Blue Notes havde endnu en mindre træffer med efterfølgeren "Haudi Dudu". I 1978 indsang Flemming Werge på egen hånd en dansksproget udgave af Mabel-nummeret "Skateboard Rider". I 1976 købte han en restaurant på hjørnet af Frederiksberg Allé og Kingosgade. Fire år senere var han ejer af et diskotek i Roskilde og så begyndte det hele at gå så stærkt at han helt måtte droppe musikken som erhverv til fordel for diskotektsbranchen, hvor han på et tidspunkt havde 10 store forretninger over hele landet, bl.a. i Fredericia, Odense, København, Roskilde, Køge og Helsingør under navnet Ritz. I 1989 rejste han til London og senere til Spanien, hvor han i 1990erne optrådte en del på Mallorca for danske turister. I 1996 vendte han tilbage til Danmark, hvor han erhvervede en restaurant på Højbro Plads i København og atter begyndte at spille - nu hovedsageligt som selskabsmusiker. Flemming Werge har også haft en del tv-optræden bl.a. i "Hit med sangen".