BiografiAnn Thayer Crosset, koreograf og danser, er datter af skoledirektør Robert John Crosset (f. 1928) og sprogforsker Mary Wagner (f. 1927). Ann Croset startede med at danse som 8-årig i sin hjemby Cincinnati i Ohio, hvor udgangspunktet var Bournonville- og Cechettiskolerne. Som 18-årig blev hun optaget på Julliard School of Performing Arts i New York og var under uddannelsen på praktikophold i Danmark. Året efter sin afsluttende eksamen i 1976 vendte hun tilbage til Danmark. Sammen med den amerikanske danser Cher Geurtze skabte hun i årene 1980-85 Ann Crosset og Cher Geurtze Danseteater, senere Uppercut Danseteater, der i 1980erne var med til at stimulere interessen for moderne dans. Imidlertid savnede Ann Crosset sit hjemland og flyttede i årene 1989 til 1993 til Los Angeles, hvor hun dansede og koreograferede for flere dansegrupper og uddannelsesinstitutioner. Hun vendte dog tilbage til Danmark og var i årene 1993-95 kunstnerisk leder af Oure Dansekompagni på Oure Idrætshøjskole på Fyn. Senere flyttede hun til København, hvor hun fik primært pædagogiske opgaver bl.a. for Statens Teaterskole, Opera-Akademiet og Balletskolen på Det Kgl. Teater samt instruktør- og koreografiopgaver for teater, film og tv. I 1989 modtog Ann Crosset Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og indgik som medlem af Teaterrådet. Ann Crosset blev den 28. maj 1977 gift med musiker Peter Schjødt (20-08-1946). Ægteskabet blev opløst i 1980 og den 23. marts 1988 blev hun gift med skuespiller
Anders Hove (16-01-1954).