BiografiNils-Erik Schovgaard debuterede som 7-årig i "Landsbyen" i Køge i 1952. Som barnestjerne turnerede han i sommerferierne med "Uffes Tivoli Park". Familien flyttede fra Brønshøj til Lyrskovgade på Vesterbro midt i hjertet af det spæde rock'n'roll-miljø i byen. Som "Rock Niller" vandt han i 1959 en amatørkonkurrence under Enghaveparkens legendariske ovale tribune og imponerede alt og alle på rockstævnet på Bellahøj samme år. Han fortsatte nemlig med at synge, efter at hans musikere i panik var flygtet fra scenen på grund af den tiltagende tumult. Begivenhederne satte fokus på Niller og banede ham vejen for en pladekontrakt med det nystartede Life Records. Niller valgte siden at springe med på den spirende pigtrådsbølge og trådte ind som forsanger i "The Rookeys" i 1962. Senere var han bl.a. medlem af "Kenny And the Stringers" og "Four Roses" og han forsøgte sig også som folkesanger midt i tresserne, hvilket resulterede i en single med fordanskninger af to Donovansange "Den Ukendte Soldat" og "Farver". Han medvirkede i tre spillefilm "Peters landlov", "Paradis retur" og "Mord for åbent tæppe". I "Peters landlov" var han oprindelig tiltænkt en større rolle som styrmandseleven Peter, men brækkede uheldigt sin arm, hvorefter rollen i stedet blev spillet af
Christoffer Bro. Nils-Erik Schovgaard arbejder i dag som pædagog i en skolefritidsordning i Østjylland.