BiografiAsger Bonfils, sceneinstruktør, skuespiller og teaterpædagog, var søn af herreekviperingshandler Theodor Emanuel Frode Bonfils (død 1957) og hustru Valborg Majmine, født Hansen-Maare (død 1961). Han blev student i 1947 fra Odense Katedralskole og begyndte i 1948 at læse hos
Blanche Funch og blev uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole 1949-1951. Efter afgangsprøven blev han engageret som skuespiller til
Herman Gellins og
Erik Lassens provinsturné og debuterede 20/9 1951 i Ringsted som Ole Offer i en dramatisering af "De røde heste". I årene 1953-1964 var han skuespiller på Odense Teater, hvor han kom til at spille i et omfattende repertoire. I 1957 fik han her også sin debut som instruktør med Tennessee Williams's "Drømmen om Orpheus". Siden 1964 og indtil 2004 var Asger Bonfils - med en enkelt afbrydelse i slutningen af 1970erne - knyttet til Århus Teater. Han var lærer på elevskolen fra 1964 og blev rektor for skuespillerskolen i årene 1966-1972. Asger Bonfils blev kendt som landsdelsscenernes mest moderne iscenesætter og for sine uortodokse opsætninger af klassikerne. Han mestrede både klassikerne og den moderne dramatik og instruerede på Århus Teater knapt 80 forestillinger. Han iscenesatte "Greven af Luxembourg" på Den Jyske Opera og var desuden gæsteinstruktør på Det Kongelige Teater, Det Ny Teater, Aalborg Teater, Det Danske Teater og teatret i Bergen. Asger Bonfils var også dramaturg ved Århus Teater i årene 1981-1994 og siden også på Aalborg Teater. Selve arbejdet som skuespiller aftog en del i takt med at instruktøropgaverne greb om sig. Han havde bl.a. roller på Odense Teater som Möbius i "Fysikerne", Gregers Werle i "Vildanden", professoren i "Enetime" og på Aarhus Teater som Prospero i "Stormen", Den Blinde i "Alpeglød" og titelrollen i "Goldberg-variationer". På Aalborg Teater spillede han marki de Sade i "Marat" og general Pechlin i "Gustav III". Desuden spillede han rollen som Charley i "En sælgers død". Asger Bonfils havde også et par filmroller og spillede bl.a. lægen i "Dansen med Regitze" fra 1989. Han modtog landsretssagfører Niels Th. Kjølbyes mindelegat. Asger Bonfils var først gift med Inge Bonfils, der var børnehavelærerinde indtil hun i 1958 begyndte som elev på teatrets malersal og arbejdede som dekorationsmaler. Senere blev han gift med skuespillerinden
Merete Hegner.