Finn Dyrnesli
Født: 3-9-1947 i Næstved
Død: 27-12-2009 (62 år)
Gravsted: Åbyhøj Kirkegård

Biografi
Finn Dyrnesli, journalist og forfatter, tog studentereksamen fra Grenaa Gymnasium og læste i nogle år statskundskab på Aarhus Universitet, men droppede dette til fordel for en uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole. Efter endt uddannelse blev han i 1977 ansat på Østjyllands Radio og tre år senere på TV-Avisen i Århus. I 1985 kom Finn Dyrnesli til TV-Provinsafdelingen i Århus og var i de følgende år involveret i en række tv-programmer. Sammen med Tommy Rasmussen var han studievært på "Bytinget" og "Bydysten" og blev nok mest kendt som tilrettelægger af underholdningsprogrammer som "Det' ren kagemand" og sommerserien "I dur på Mols". I de første udsendelser var Finn Dyrnesli selv studievært, men i de senere udsendelser nøjedes han med at speake oplæg til de forskellige hjemmevideoer. Han var også involveret i en række af Provinsafdelingens populære forbrugerprogrammer. I 2002 var Finn Dyrnesli et af de mange ofre i en større sparerunde i Provinsafdelingen. Siden ernærede han sig som freelancejournalist og som forfatter til en lang række håndbøger, deriblandt en stribe havebøger. Fra han var helt ung, havde Finn Dyrnesli skrevet tekster til revyer, blandt andet til Århus Studenterrevy og til revyer på Mols. Senere blev hans tekster benyttet i mange af de større revyer.


Har arbejdet med følgende 3 revyer:
Fredericia Revyen (1980)Tekst
Femmøller-Revyen (1984)Instruktion
Tanken (1987)Tekst

Har arbejdet med følgende 1 julekalendere:
Hallo, det er jul (1995)Sangtekster