BiografiBirte Hansine Størup Rafn er datter af landmand Christian Hansen og hustru Martha Størup Hansen. Hun er opvokset på Tønder-egnen, læste hos Olaf Ussing og blev uddannet på Det Kgl. Teaters elevskole 1958-61 uden at kende nogen i teatermiljøet. Hun læste derfor på egen hånd om aftenen, mens hun om dagen var elevatorfører i stormagasinet Illum. I 1959 blev Birte Størup efter endt uddannelse engageret på Det Kongelige Teater, men det blev dog kun til få år og flere mindre roller på nationalscenen - med Esther i "Indenfor murene" som det kunstneriske højdepunkt. Hun deltog i studierejser til Stockholm, Berlin og USA. Efter få år viste det sig at det var recitation og oplæsning der havde Birte Størup Rafns store interesse og det var på det område hendes karriere udviklede sig. Siden har hun - med mellemrum sammen med sin mand - stået for adskillige musik- og romanceaftener i hele landet. Chopin, Grieg, Karen Blixen,
Carl Nielsen, Tjajkovskij og Mozart er nogle af de kulturpersonligheder, hun har koncentreret sig om i ord og toner - ofte med pianister som Jakob Westh og Einar Steen-Nøckleberg. Sideløbende med sin kunstnerkarriere er Birte Størup Rafn på Københavns Universitet blevet exam.art. i retorik, og har undervist på en række seminarier, bl.a. på Ballerup Seminarium. Hun har også haft omfattende oplæsningsvirksomhed i foreninger, på gymnasier, højskoler m.v. Birte Størup blev i marts 1969 gift på Frederiksberg Rådhus med solofløjtenist, kgl. kapelmusikus Eyvind Rafn (17-09-1931 - 28-09-2024). Ægteparret Rafn har to døtre, Louise, der arbejder i medicinalindustrien, og Charlotte, der er violinist i Deutsche Oper i Berlin.