Jacob Jørgen Jacobsen
Født: 24-5-1865 i København
Død: 12-11-1955 (90 år)
Gravsted: Skagen Assistens Kirkegård

Biografi
Jacob Jørgen Jacobsen, skuespiller og teaterdirektør, var søn af overretsprokurator Johan Herman Jacobsen (1824 - 1895) og Adelgunde Georgine Marie de Svanenskiold (1841 - 1912). Han blev student fra Metropolitanskolen i 1883, cand. phil. året efter og begyndte at studere jura, som han dog opgav for i stedet at blive korrespondent i Paris for københavnske aviser. Han debuterede som skuespiller på Folketeatret den 14. december 1891 som konsul Bøje i "Sportsmænd" og virkede ved denne scene indtil 1898. Han var derefter engageret ved Dagmarteatret til 1905 og var siden leder af "de ottes" gæsteturné i Norge og Sverige. Han havde bl.a roller som rideknægten i "Tjenestefolk" og som vicevagtmesteren i "Tappenstreg", men hans dristige fremstilling af journalisten Piene i "Paul Lange og Tora Parsberg" blev hans mest særprægede figur. Han var fra sæsonen 1906/07 tilknyttet Århus Teater, hvor han i årene 1908 til 1913 var direktør for teatret. Han virkede fra 1914 til 1920 som sceneinstruktør ved Casino. Derefter rejste han med eget selskab i provinserne og var turnéleder indtil han i 1924 på eget initiativ startede biografen Colosseum i København. Han oversatte og bearbejdede endvidere adskillige skuespil. Jacob Jørgen Jacobsen blev den 30. juni 1896 gift i Skagen med skuespillerinden Olivia Norrie. Ægteskabet blev opløst den 5. januar 1909 og han blev derefter den 24. maj 1911 gift i Farum med skuespillerinden Christel Holch, født Frost. Han er far til skuespillerinden Annelise Jacobsen (1921-87) og filminstruktøren Johan Jacobsen (14-03-1912 - 07-07-1972).