Biografi
Susanne Lundberg havde allerede som barn et ønske om at blive skuespiller. Hun kontaktede det, der dengang hed Radioens Juniorscene og bestod optagelsesprøven, hvorefter der fulgte roller i hørespil for både voksne og børn. Langt senere begyndte hun at læse hos kongelig skuespiller Søren Weiss og blev uddannet på Skuespillerskolen ved Århus Teater i årene 1968 til 1971. Hun var også på studierejser til Berlin, Göteborg, Stockholm, Malmö og London. Efter at have afsluttet uddannelsen som skuespiller fik hun roller bl.a. på Aarhus Teater, Folketeatret, Gladsaxe Teater, Bådteatret og Jørgen Blaksted Turnéen. En af karrierens højdepunkter var skuespillet "Bernardas hus", som hun medvirkede i to gange. Først i Kaspar Rostrups TV-film fra 1975 og 13 år senere på det Kongelige Teater sammen med bl.a. Ghita Nørby og Kirsten Olesen. Hun medvirkede desuden i en række film og tv-serier og instruerede børneteater på Anemoneteatret. I 1989 blev hun ramt af en alvorlig lungesygdom og måtte efterhånden helt stoppe med at arbejde som skuespiller. Hun fortsatte dog med at indtale stemmer til tegnefilm. I sommeren 2002 blev hun færdig med en uddannelse som psykoterapeut. I en periode dannede hun par - og fik en søn - sammen med skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen.