Øystein Frantzen
Født: 28-5-1916 i Fredrikstad, Norge
Død: 18-3-1987 (70 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Øystein Herbert Frantzen, operette- og schlagersanger, blev født 1916 i Fredrikstad. I årene 1937 til 1940 indsang han ca. 45 titler på grammofonplade. Han var een af periodens mest populære refrainsangere ofte sammen med Odeon Danseorkester under skiftevis ledelse af Bjarne Amdahl, Jolly Kramer-Johansen og Kristian Hauger. Øystein Frantzen forbindes bl.a. med sangen "Violetta" (1938). Samme år indspillede han Bjarne Amdahls "Som en duft av røde roser" og to sange fra Disneys Snehvide-film "Med et smil og en sang" og "En dag hun prinsen så". Blandt andre kendte indspilninger er "Sollyse sager ved Mexicos strand" (1939) og "Det var en gang" af Ulf Arnesen/Juul Hansen (1940). Under krigen lavede han 12 indspilninger for Telefunken. Fra disse år er "Med deg i mine armer/Melodia" (1941) og Kristian Haugers "Lykkens serenade" (1941) de mest kendte. Øystein Frantzen debuterede som koncertsanger i 1946. Ved siden af fortsatte han med at indspille schlagere frem til 1951 - nu blandet med mere klassisk materiale som sange af Grieg. Mange af efterkrigs-indspilningerne er udført i Sverige, hvor han var fast på Hippodrom Teatern i Malmø 1946-48 og Stora Teatern i Göteborg og Malmø Stadsteater 1948-49. Hans mest kendte operetterolle er Eisenstein i "Flagermusen" og desuden havde han hovedroller i "Boccaccio", "Czardasfyrstinden", "Victoria og hennes husar" og "Manina". I 1950 gæstede han Oslo som Frank Butler i samspil med Lily Broberg i en udendørsopsætning af Irving Berlins "Annie Get Your Gun" på St. Hanshaugen. Samtidig indspillede han en plade med tre af sangene. Han gæstede senere også Rogaland Teater. Ægteparret Lily og Øystein Frantzen bosatte sig i Danmark i juli 1959 efter at være mødtes på Hippodromens scene.