Kaj Ege Forgeron-Smith
Født: 15-12-1900 i København
Død: 7-4-1975 (74 år)
Gravsted: Sundby Kirkegård - Kbh

Biografi
Kaj Ege Forgeron-Smith var søn af balletdanser Ludvig Smith (død 1924) og hustru Kesten Sørensen. Han blev uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole 1906-20 og debuterede den 23. oktober 1918 på Det Kongelige Teater som Bacchus i "Festen i Albano". I årene 1920-25 var han balletmester i Göteborg (Folkteatern, Stora Teatern) og i Stockholm (Folkteatern) i 1925. Han rejste med Jean Börlins svenske ballet-ensemble til Paris, London, Madrid, Berlin og New York. Han var engageret ved Det Kongelige Teater 1926-30. Da han kom tilbage udnævntes han til solodanser i 1927 og var en dygtig partner for Elna Ørnberg og Elna Lassen i to sæsoner. Han dansede i de fleste af Bournonvilles balletter. Han forsøgte sig også her som balletmester i årene 1928-30, men tog afsked med Det Kongelige Teater i maj 1930 som Harlekin i "Harlekin's millioner". I stedet blev han balletmester ved Vasa Teatret i Stockholm 1930-31. Kaj Smith var medstifter af - og medlem af ballettruppen "De 3 fra Det Kongelige". Han stod for iscenesættelsen af og udførte hovedrollerne i balletterne "Jeux", "Rosendrømmen", "Ildfuglen" og "Napoli". Han var i sæsonen 1938-39 ved Odense Teater som danseinstruktør og udførte roller som Laurent, dansemester i "Støvlet-Kathrine" og Leopold Elsner i "Czárdasfyrstinden". Senere havde han egne balletturnéer. Han blev fra 1946 balletmester ved teatret i Reykjavik. Han var æresmedlem af Actors Equity Association of America. Kaj Forgeron-Smith blev den 23. november 1926 gift med Greta Lundberg, men ægteskabet blev opløst.