Gustaf Torrestad
Født: 20-3-1919 i Torresta, Västeråkers församling v/ Uppsala, Sverige
Død: 8-11-1962 (43 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Gustaf Vilhelm Torrestad, født Gustav Vilhelm Pettersson, svensk sanger (baryton) og skuespiller, voksede op i Sala, hvortil familien flyttede, da han var i tre-års-alderen. Han fik sangundervisning på Klosters röstskola i Alvesta og uddannede sig til skuespiller på Gösta Teserus teaterskola. Han debuterede på Klippans sommerteater 1940 og kom senere samme år til Chinavarieten. Han tog sit efternavn Torrestad efter fødestedet. Gustaf Torrestad spillede revy og sang på Oscars og turnerede siden som soloartist i folkeparkerne. Han medvirkede bl.a. i Wally Revyn "Wallys Garden Party" i nummeret "Ett hörn vid Rue Gabrielle" sammen med Mary Haydn og Willy Tjernberg og i nummeret "Livets gång". Hans popularitet strakte sig udenfor Sveriges grænser. Han kom i kontakt med den franske sangerinde Edith Piaf og fik mulighed for at optræde på en række cabaret'er i Paris efter krigen. Endvidere optrådte han i Dagmarrevyen 1946 på Dagmarteatret i København. I midten af 1950erne vendte han tilbage til Sverige og sang bl.a. på restaurant-cabaret'er og indsang en grammofonplade med Evert Taube melodier. Til de bedste grammofonplader regnes "Så skön som solen". Gustaf Torrestad medvirkede også i ni svenske film.