Carl-Gustaf Lindstedt
Født: 24-2-1921 i Stockholm, Sverige
Død: 16-1-1992 (70 år)
Gravsted: Kungsholmens Kyrkogård i Stockholm
Biografi
Carl-Gustaf Lindstedt (Karl Gustav Lindstedt), svensk revyforfatter, sangtekstforfatter og skuespiller, med film- og tv-roller 1948-1991. Han var søn af en blomsterhandler, der mente at sønnen skulle overtage forretningen, man han blev tidligt interesseret i teater. Som ganske ung spillede han på Stockholms Arbetarteater. Sammen med Gunnar "Knas" Lindkvist og Nils Ohlson etablerede han i 1942 trioen Tre Knas. Trioen blev i 1946 engageret af Gösta Bernhard og Stig Bergendorff til Casinorevyerne som varede frem til 1952. Derefter fulgte Scalateatret, Nöjeskatten, Chinateatret, Intiman, Vasateatret og Dramaten. I første omgang spillede han især komiske roller, men senere fulgte dramatiske roller såsom Martin Beck i Bo Widerbergs film "Manden på taget" og som Willy Loman i Arthur Millers "En sælgers død" på Dramaten. I 1950erne startede Carl-Gustaf Lindstedt Nöjeskatten 1957-1963, hvor han bl.a. spillede med Arne Källerud. Mellem 1973 og 1980 genforenedes det gamle Casino-ensemble på Intiman og spillede revy med stor succes. Carl-Gustaf Lindstedt blev en af Sveriges mest folkekære skuespillere. Han medvirkede i utallige revyer, teaterforestillinger, film, radio og tv. Han var for alvor med til at introducere den amerikanske crazyhumor i Sverige. Blandt hans filmroller var bl.a. "Harry Munter" (1969) og "Klara Lust" (1972). Herhjemme blev han mest kendt for sin rolle som politimanden Martin Beck i filmatiseringen af politiromanden "Manden på taget", der også blev hans internationale gennembrud. Desuden medvirkede han i julekalenderen "Broster Broster" (1971) og viste siden sit dramatiske talent f.eks. i Bo Widerbergs tv-opsætning af "En handelsresandes död" (1979) eller samme instruktørs film om "Mannen på taket" (1976). En anden stor rolle havde han i tv-serien "Babels hus" (1981). For sin rolle som faderen i "Harry Munter" modtog han i 1970 en Guldbagge og blev tildelt Svenska Dagbladets Thaliapris. 1974 modtog han Teaterförbundets guldmedalje og i 1980 samme forbunds De Wahl-stipendium samt i 1987 det af Svenska Akademien uddelte Carl Åkermarks stipendium.