Cecilie Thomsen
Født: 29-10-1974 (50 år) i Bogø
Biografi
Cecilie Thomsen, der som fotomodel blev kendt på internationalt niveau, blev opdaget af Trice Tomsen på en shawarma-bar på Strøget i København, mens hun gik på Rudolf Steinerskolens ungdomsuddannelse. Hendes internationale modelkarriere tog for alvor fart i Paris i starten og midten af halvfemserne, hvor hun lavede shows for Karl Lagerfeld, Chanel, Givenchy, Dior og John Galliano. Hun har desuden været ansigt for mærker som Escada, L'Oreal, Guerlain og Hermès, ligesom hun har optrådt i modemagasiner som Harper's Bazaar og Marie Claire. Fra 1990 levede hun et luksusliv med sin kæreste, den canadiske rocksanger Bryan Adams. Parret var sammen i 12 år, hvorefter Cecilie Thomsen for en periode dannede par med musikeren Tim Christensen. Som fotomodel er hun repræsenteret hos Elite Model Management. Hun fik i 1997 sin debut som skuespiller med en lille rolle i James Bond-filmen "Tomorrow Never Dies". Det var med rollen som Professor Inga Bergstrøm, der forsøger at lære James Bond dansk. Rollen som James Bond blev spillet af Pierce Brosnan. I 1998 fortsatte Cecilie Thomsen som skuespiller i filmen "54", der bl.a. har Ryan Phillippe og Neve Campbell på rollelisten. I filmen spiller hun en diskoteks-medarbejder i Studio 54 med særligt ansvar for VIP's. i 2001 blev hun uddannet som skuespiller fra den prestigefulde The Actors Studio Drama School i New York. I 2002 medvirkede hun i spillefilmen "Dom durakov" som en skarpskytte fra Litauen. I den danske kortfilm "Der er en yndig mand" havde hun rollen som en guide på Kronborg. Som repræsentant for modelbranchen medvirkede hun i tv-programmet Topmodel fra 2002, hvor man bl.a. følger Trice Thomsens jagt på en ny dansk model. Cecilie Thomsen havde i 2003 også en af hovedrollerne i Lars Kaalunds opsætning af "Leonardo da Vinci" på Østre Gasværk Teater. Cecilie Thomsen bor i Los Angeles, hvor hun studerer kunsthistorie og arbejder som skuespiller.
Har arbejdet med følgende 2 film:
Simon & Malou (2009) | Musik supervisor |
Noget i luften (2011) | Musik supervisor, Executive Producer, Musikproducer |