Åke Söderblom
Født: 20-1-1910 i Fritsla, Seglora, Sverige
Død: 22-5-1965 (55 år)
Gravsted: Lidingö Kyrkogård, Stockholm, Sverige

Billede af Åke Söderblom
Biografi
Åke Fridolf Söderblom, svensk skuespiller, komiker, manuskript- og sangtekstforfatter, der var søn af en konfektionsdirektør, startede efter skolen som kontorist, men blev ret snart professionel underholder både som skuespiller og forfatter. Han fik sin scenedebut i 1927, hvor han medvirkede i en revy på Långedrag i Göteborg. I 1929 slog han sig sammen med Börje Larsson og optrådte med duoen Lill-Slam och Stor-Slam og skrev manuskripter og schlagertekster. I begyndelsen af 1930erne kom han til Stockholm og begyndte der at skrive amatørrevyer. Han fik en mere professionel scenedebut 1930 på Folkan og blev i 1932 engageret til Folkets Hus. Han arbejdede som revystjerne hos Karl Gerhard og senere på Södra Teatern i Stockholm. Åke Söderblom fik sit gennembrud i Klange-revyen "Folkets gröna ängar" i 1933 og medvirkede siden som skuespiller og forfatter i Stockholm-revyer og var også en af grundlæggerne til radioprogrammet "Vårat gäng" i 1938. Han havde 68 filmroller 1933-1965, kom til filmen via sin revyoptræden og gjorde sig gældende i lette lystspil som en slags svensk Max Hansen med speciale i graciøse tjenere og vævre adelsmænd på sjov. Ham anvendte pseudonymerne Sharp, Swift, Lill-Slam og Sven Allby når han skrev tekster. I 1963 fik han Fred-Winter-stipendiet. Han var gift tre gange. Første gang med skuespillerinden, teaterpædagogen og kostumetegneren Ann-Mari Lindahl-Ström med hvilken han fik datteren - skuespillerinden Lena Söderblom. Derefter var han forlovet med Lizzy Stein og blev gift anden gang i november 1940 med skuespillerinden Anna-Lisa Nilsson og tredje gang 1947 med sminkøsen Gun Franzén med hvilken han fik børnene Kåre (f. 1946), Ole (f. 1948) og Åse (f. 1950). Åke Söderblom døde i pausen mellem første og anden akt i en forestilling på Lisebergsteatern i Göteborg.


Har medvirket i følgende 2 revyer:
Dagmar Revyen 1939
Frederiksberg Teater 1946