Carljohan Biering-Petersen
Født: 1-7-1886 i Frederiksberg
Død: 14-3-1948 (61 år)
Gravsted: Ordrup Kirkegård - Kbh (nedlagt)

Biografi
Carljohan Biering-Petersen var søn af assistent Viktor Emil Petersen og hustru Fanny Cathrine Martine Biering. Han gik på Metropolitanskolen og blev uddannet som jurist. Han startede i 1910 som fuldmægtig i Skanderborg ved Aarhus Stiftsamt. Året efter slog han sig på musikken, som han havde dyrket fra ganske ung. Sammen med et par andre unge musikere tog han til Norge og Sverige, hvor han turnerede som violinist på caféer og ved badesteder og begyndte på den måde sin karriere som musiker. I 1918 blev han kapelmester og forretningsfører på Casino. Året efter blev han kompagnon med Herman Petersen og indtrådte i direktionen på teatret. Han rejste i sommermånederne til Oslo, hvor han spillede revy og operette med danske kræfter på Mayol-Teatret. I 1922 blev han teaterdirektør i Oslo og blev samme år gift med skuespillerinden Violet Dagmar Holmer. I 1924 blev han direktør for Fønix-teatret på Frederiksberg Runddel som han drev nogle år og hvor han bl.a. kreerede Else Marie i "No No Nanette" og gjorde hende til operetteprimadonna. Siden fungerede han fra 1932 som kapelmester i såvel København som provinsen. Han var bl.a. i 1932 kapelmester i etablissementet Hollænderbyen, i 1933 ved Odense Folketeater, i 1934 ved Nørrebros Teater og i 1935 ved Kilden i Aalborg. I 1936 var han på Kasino Teatret i Aarhus og i 1937 ved Det ny Teater i København. I 1938 blev han teaterdirektør og kapelmester på Nørrebros Teater, som han satte på aktier og hvor han med stort held satsede på musikforestillinger og lancerede Hans Kurt og Else Marie Hansen som operettepar. Biering-Petersen søgte i foråret 1948 at realisere sin drøm om at hente Else Marie og Hans Kurt tilbage til Nørrebros Teater. Netop på vej til et møde med de to stjerner fik han et ildebefindende og døde få dage efter. Carljohan Biering-Petersen var først gift med skuespillerinden Violet Dagmar Holmer (04-12-1897 - 17-11-1942) og derefter den 21. december 1943 i Ordrup Kirke med med skuespillerinden Else Fox (11-06-1917 - 21-12-1999)


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Cirkusrevyen (1938)Kapelmester