Kate Casmose
Født: 13-1-1895 i Fredericia
Død: 18-11-1972 (77 år)
Gravsted: Solbjerg Parkkirkegård - Frederiksberg (nedlagt)

Biografi
Kate Casmose (Ane Kathrine Hansen - navneforandring 1907) var datter af sporvejsfunktionær Anders Casmose (1869 - 1953) og hustru Jensine Jensen (1875 - 1922). Kate Casmose debuterede på Folketeatret i 1915 og virkede her i et par sæsoner, men opnåede kun at få småroller. I perioden 1917-19 var hun på Odense Teater og turnerede derefter indtil 1921 hos Svend Wedel. Hun åbenbarede betydelige evner, havde et fortræffeligt ydre og et kønt sprog. Hun ragede et hoved op over alle sine medspillende hed det om hende straks efter hendes første præstation hos Svend Wedel. Kate Casmose blev den 1. juli 1927 gift på Københavns Rådhus med chefredaktør Niels Hasager (25-03-1888 - 09-05-1969), der i 28 år var øverste ansvarshavende redaktør på Politiken. Hun var en fortrinlig støtte for sin mand under løsningen af de repræsentative opgaver som fulgte med hans opgaver inden for pressen.