Christina Haagensen
Født: 23-3-1978 (46 år) i Farum

Billede af Christina Haagensen
Biografi
Christina Haagensen, der er datter af buschauffør Johnny Haagensen og sygehjælper Annette Haagensen, er født og opvokset i Farum. Hun blev valgt til at spille hovedrollen som Rikke i Erik Clausens film "Mig og Mamma Mia". Det var hendes far der i sin tid tog initiativet til at hun blev prøvefilmet. I den forbindelse blev hun bedt om at synge "Se den lille kattekilling". I filmen spiller hun pigen, der vinder en hest og overtaler sin far til at have den boende i baggården på Vesterbro. Optagelserne foregik i en lejlighed i Absalonsgade 46, hvor Rikkes værelse også var indrettet. I forbindelse med filmen måtte hun have fri fra skolen, der forinden sagde god for at hun var faglig dygtig nok. Under optagelserne blev hun undervist af en privat skolelærer ansat af Nordisk Film. Undervisningen foregik også i Absalonsgade, hvor man havde indrettet et stort loftsrum til kantine. Filmoptagelserne varede ca. tre måneder og for sit arbejde modtog hun et honorar på 26.ooo kr. Udover selve filmoptagelserne deltog hun efterfølgende i eftersynkronisering, lydarbejde, udlandsrejser og PR og var sammenlagt involveret i filmprojektet op imod et helt år. Hun fik som følge af filmen bl.a. tilbud om en prisoverrækkelse i Indien, men fravalgte selv at tage til Indien, hvilket hun i dag ærgrer sig lidt over. Hun har siden haft mindre roller i Erik Clausens film "De frigjorte", "Min fynske barndom" og "Slip hestene løs". Christina Haagensen, der efter optagelserne tilkendegav at hun ikke ville være skuespiller, blev senere uddannet som socialpædagog og har som offentlig ansat arbejdet indenfor socialpsykiatrien. Hendes fars onkel var den kendte musiker Ivan Haagensen.


Har medvirket i følgende 4 film:
Mig og Mama Mia (1989)Rikke
De frigjorte (1993) 
Min fynske barndom (1994) 
Slip hestene løs (2000)