Eddie Russell
Født: 14-6-1908 i København
Død: 19-5-1986 (77 år)
Gravsted: Nykøbing Sjælland Assistens Kirkegård (nedlagt)

Biografi
Eddie Russell (egentlig Vilhelm Edvin Russel) var søn af maskinarbejder Vilhelm Georg Russel og hustru Jütta Christine Vilhelmine Schmidt. Han var nogle år på søen inden han begyndte at optræde som sanger. Han sang i besættelsesårene bl.a. i underholdningsetablissementet Montmartre på Bakken og blev akkompagneret af Svend Nicolaisens orkester. Fra midt i 1940erne og frem til 1961 var han et stort navn i populærmusikken og en af Danmarks populæreste radio- og grammofonsangere. Han indspillede over 300 grammofonplader. med numre som "Hele verden er din, lille søn" og "Farvel Honolulu, farvel". I 1961 gik han ind i restaurationsbranchen - i første omgang i Vipperød og senere i Nykøbing Sjælland og i Asnæs. Eddie Russell underholdt selv på sine kroer, men trak sig tilbage i 1977. I 1985 oplevede han at et af hans gamle numre "Sømanden Will den fromme" blev et hit i Kim Larsens version. Eddie Russell blev den 10. september 1936 borgerligt gift i Aarhus med modist Gerda Johanne Holdegaard Russell, født Larsen (08-05-1914 - 28-09-1989).


Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Vinterkabaretten 1946 (1946)Musik
Holstebro-revyen (1985)Musik