Biografi"Bakkens Andy" med det borgerlige navn Kurt Andersen blev som ung uddannet som stukkatør og producerede friser, skulpturer, malerier og plakater. Han arbejdede også i perioder som cykelsmed og trykkeriarbejder. Efter først at have haft danseskole dannede han sammen med Bent Stoltzer duoen Ben & Andy, der i 1950erne som comedy-artister rejste verden rundt med crazy-komik af international klasse. Sidst i 1950erne blev de engageret til Stefansens varieté Montmartre på Dyrehavsbakken som musikalske klovner og spasmagere. Andy optrådte mange steder på Bakken bl.a. "Den hvide hest", "Showboat" og "Bakkens Købmand". Han havde en alsidig karriere som både klovn, skuespiller og blev ofte benyttet på film som stuntman. Sammen med hustruen Jytte købte og drev han "De 4 Ege" på Dyrehavsbakken, hvor han hver aften klovnede med sin originale komik for gæsterne. Han kunne også optræde med mange festlige påklædninger og både spillede og sang. Blandt andet mimede han til bånd med de store operastjerner og tog især kegler med "Figaro, Figaro". "De 4 Ege" blev samlingsstedet for folk der virkelig ville more sig på Bakken. Andy overtog ledelsen af feriefesterne efter professor Tribini 1972-1975 - i de første to sæsoner sammen med skuespilleren
Louis Miehe-Renard. Af helbredsmæssige årsager måtte han nogle år inden sin død afhænde "De 4 Ege". I 1980 fik han tildelt Bakkens Hæderspris.