BiografiOrla Georg Lund, der var søn af sømand Georg Andreas Lund og hustru Kristine Lovise Petersen, var i 17 år knyttet til Dyrehavsbakken i København. Han startede i 1932 sin sanger-karriere i Bakkens Tivoli-café-restauranten, som senere under krigen blev til "Kom Ombord" og endnu senere til "Rosenhaven". Fra næste sæson flyttede Orla Lund til "Bondestuen", der havde orkester og tribune-underholdning. Her optrådte han med sit glansnummer monologen "Bedstemor strikker", som han selv havde skrevet og lancerede her nogle af sine kendteste viser. Det blev til 7 sæsoner før Orla Lund i 1940 kom til Sommerlyst, hvor han blev kendt som varietéens elegantier iført rødt kjolesæt og høj hat. Han skrev selv mange af sine sange bl.a. visen "Det var vel nok en dejlig tid". I 1944 fejrede han sit 25-års kunstnerjubilæum i Sommerlyst og efter seks sæsoner optrådte han en enkelt sommer i Røde Mølle og turnérede derefter til mange scener i provinsen, hvor han ofte optrådte sammen med
Miss Florens. Orla Lund blev gift den 17. april 1932 i Stefanskirken i København med bakkesangerinden Rut Lund - og er far til
Erico Lund, kendt som Pjerrot og til Addy Lund. Efter skilsmisse i 1945 blev han den 31. marts 1946 gift i Vor Frue Kirke i Aarhus med kontorist Elise Marie Lyngfeld Sørensen (f. 26-06-1920). Orla Lund bar hæderstitlen Bakkekonge. Nogle år inden sin død købte han en marskandiserforretning i Århus.