BiografiGrethe Emilie Wedel, født Christensen, kom allerede som 14-årig til Langballes Teaterselskab for at læse hos fru Langballe mod til gengæld at medvirke som ingenue i forestillinger. Hun kom derefter på kontor og blev samtidig som 19 årig engageret i koret på Det ny Teater og Folketeatret, hvor hun også mødte sin tilkommende mand operasangeren
Mogens Wedel. Efter sangstudier hos Magnus Andersen og Rena Phiffer Madsen fortsatte hun sin uddannelse på Odense Teater, hvor hun debuterede den 18. maj 1945 som kurfyrstinden i "Fuglekræmmeren". I flere sæsoner var hun på operetteturnéer med Gerda Christoffersen, hvor hun bl.a. havde rollen som Adele i "Flagermusen". Sammen med sin mand var hun en hyppig gæst i radioen, hvor parret sammen med underholdningsorkestret navnlig specialiserede sig i den ny musical-stil. Da
Mogens Wedel i 1950 blev knyttet til operaen i Basel tog hun sig mest af hans karriere og oparbejdede en udstrakt pædagogisk virksomhed. Da ægtefællen i 1955 blev engageret til Det Kongelige Teater bosatte familien sig i Holte nord for København, men efter hans pensionering i 1973 flyttede de til Kerteminde, hvor hun trods en gigtlidelse fulgte sin mand i hans virke som teater- og musikmedarbejder ved Kjerteminde Avis.