Henry Andersen
Født: 22-1-1887
Død: 16-1-1937 (49 år)
Gravsted: Solbjerg Parkkirkegård - Frederiksberg
Biografi
Henry Charles Marius Andersen, kapelmester, havde oprindelig tænkt at gå kontorvejen, men forlod hurtigt denne for helt at hellige sig musikken. Han begyndte i 1908 sin egentlige teatervirksomhed som waldhornist i forskellige teaterorkestre. I 1914 var han ansat i Centralteatrets orkester sammen med Emil Reesen og gik derfra til Scala som waldhornist i kapelmester Carl Johan Meinungs orkester. Senere virkede han som repetitør ved samme teater indtil maj 1918. Henry Andersen skrev i 1917 sammen med Povl Vendelbo sangfarcen "De tre svigersønner", der opnåede en række opførelser i København og provinsen. Han rejste derefter i et par år som kapelmester ved teaterselskaber og var bl.a. en sæson hos direktør Axel Jacobsen. I årene 1920-26 var han kapelmester ved Nørrebros Teater under Anton Melbyes og Frederik Jensens direktion. Han komponerede i dette tidsrum musik til de fleste af teatrets forskellige forestillinger bl.a. til "Den sørgmuntre barber", "Sørens far", "Kanolle" og mange flere samt til sommerrevyerne 1922 og 1923. Fra disse husker man bl.a. "Vi vil så gerne 8 dage på landet" og "Vend tilbage til naturen". I sæsonen 1926-27 var Henry Andersen kapelmester ved Sønderbros Teater og skrev i denne periode musik til folkekomedierne "Barrikaden" af Ravn-Jonsen og "Charlestonskræderen" af Aage Steffensen og Robert Schønfeld. Indtil sin død virkede han som en meget produktiv komponist indenfor den populære musik. Henry Andersen udførte i en lang årrække et stort organisationsarbejde indenfor Dansk Revyforfatter- og Komponistforbund og Koda. Fra 1927 var han således kasserer i forbundet og fra 1928 rådsmedlem og sekretær i Koda. Siden 1935 var han suppleant i Musikrådet.