Eva Rydberg
Født: 20-6-1943 (81 år) i Västra Skrävlinge, Sverige

Biografi
Eva Gunilla Rydberg debuterede allerede som 8-årig på Barnteatern i Folkets Park i Malmø og blev siden uddannet på Malmø Stadsteaters elevskole. Hun fik sin første filmrolle i 1955 som skolepige i Edvard Persson-filmen "Blå himmel". 15 år gammel optrådte hun i 1958 første gang på Malmø stadsteater i "Kungen och jag" og kom året efter til Povel Ramel og hans revyteater Knäppupp, hvor hun debuterede i nummeret "Doktor Kotte slår till eller Siv Olsson". Siden har hun optrådt i alle former for showbusiness som skuespiller, sanger, danser og artist. Hun har fortrinsvis medvirket i komedier, farcer og musicals på teatrene i Malmø og Stockholm. I 2001 spillede hun i Ronny Danielssons opsætning af "En midsommarnattsdröm" i Malmö. I Danmark har hun bl.a. medvirket i Helsingør-Revyen i 1960, i "Den røde gondol" på Odense Teater i 1963 og i "Annie" på Amager Scenen i 1996. Siden 1994 har Eva Rydberg været teaterleder for friluftteatret Frederiksdalteatern i Helsingborg, hvor hun selv optræder i de bærende roller. Flere af disse er blevet vist i tv-versioner fx. "Bröderna Östermans huskors" (1994), "Fars lilla tös" (2000) og "Kärlek & lavemang" (2002). I 1991 fik hun det af Svenska Akademien uddelte Carl Åkermarks stipendium og i 1993 Piratenpriset. Hun er mor til skuespillerinden Birgitta Johansson.