Georges Ulmer
Født: 16-2-1919 i København
Død: 29-9-1989 (70 år)
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh

Billede af Georges Ulmer
Biografi
Georges Ulmer (egtl. Jørgen Frederik Ulmer), dansk-fransk sanger, viseforfatter, komponist og skuespiller, skabte sig en karriere som entertainer i den internationale show-business. Han blev født på Amager som søn af billedhuggeren og matematiklæreren Georg Ulmer og hustruen forfatter og journalist Laura Ulmer (1892 - 20-12-1984). I en alder af 13 år tog Georges Ulmer med sin mor, der var blevet enke 18 måneder efter sønnens fødsel, til Mallorca, men da den spanske borgerkrig brød ud måtte de flygte til Barcelona og senere til Perpignan i Frankrig. Han spillede i 1942 i et orkester i Nice og optrådte også som sanger og som parodist. I 1944 fik han engagement i den parisiske kabaret "Le Bæuf Sur Le Toil". Endvidere tegnede og solgte han karikaturtegninger af kendte kunstnere til den franske avis "Midi Soir". Georges Ulmer begyndte også at skrive sange og fik sine første sange udgivet hos Robert Salvet, der var en stor musikforlægger i Paris. I 1946 skrev han valsen "Pigalle" som han året efter sang i en direkte radioudsendelse og som siden ikke alene blev et mega hit i Frankrig men en verdenssucces. Stor succes fik han også i operetten "Mobino". Gennem sin karriere skrev han omtrent 2000 melodier og tekster. Han udviklede sig til entertainer i verdensklasse og blev stjerne i Europas førende varieteer. Han slog igennem i Paris, hvor Alhambra blev eet af hans kunstneriske hjemsteder. Han optrådte også på ABC og Ambassadeur og snart var han også efterspurgt i resten af verdenen og var på turnéer til London, Las Vegas, Tokyo og New York. I 1955 fik han sin filmdebut i filmen "Én kugle er nok", hvori han fik lejlighed til at synge nogle af sine populæreste viser bl.a. "Il jouait de la Contrebasse", "Un Monsieur attendait" og "Le Promeneur de Minuit". Georges Ulmer glemte aldrig Danmark og bevarede sit danske statsborgerskab hele sit liv. Han havde sin første succes i København i foråret 1948 på Stærekassen, hvor han optrådte ved en særlig Ulmer aften. Siden optrådte han flere gange på Kystens Perle, i Palmehaven og i Tivoli. I 1981 gav han afskedskoncert i Danmark overværet af dronning Margrethe og fik i den forbindelse tildelt Ridderkorset. Efter sin optræden i København og medvirken i TV's underholdningsprogram "Lørdagshjørnet" trak han sig helt tilbage fra show business. Georges Ulmer var gift 4 gange og havde 5 børn. Efter moderens død i december 1984 flyttede Georges Ulmer fra den fælles lejlighed i Paris og bosatte sig i Cagnes-Sur-Mer, hvor han åbnede restauranten Ulmer. Georges Ulmer døde i Sydfrankrig.


Har medvirket i følgende 4 udenlandske film:
La vida en broma (1950)
La canción del penal (1954)
Música en la noche (1958)
Á pleines mains (1960)

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Voila tout - Helsingør-Revyen (1948)Musik, Tekst