Kirsten Thorup
Født: 9-2-1942 (82 år) i Gelsted sogn, Fyn
Biografi
Kirsten Thorup, forfatter, er datter af boghandler Svend Christensen (1896-1989) og hustru Jenny Christensen (født Jørgensen) (1901-1988). Efter studentereksamen fra Fredericia Gymnasium i 1961 boede hun et års tid i England og flyttede derefter til København, hvor hun læste engelsk og senere litteraturvidenskab på Universitetet. Hun var derefter kontormedarbejder i Glent & Co. Hun debuterede i 1967 med digtsamlingen "Indeni-udenfor". Fra 1970 har hun levet som forfatter og skrevet en lang række romaner. Blandt hendes romaner er "Baby", "Lille Jonna", "Den lange sommer", hovedværket "Himmel og helvede 1-2" og "Elskede ukendte". Hun fik sin debut som dramatiker med tv-spillet "Sæsonen slutter" i 1971, hvorefter fulgte en række tv-spil bl.a. "Frisørinden", "Hvornår dør Maria", "Helte dør aldrig", "Else Kant" (1978), "Du er smuk, jeg elsker dig" og to afsnit af "Krigsdøtre (1981). Som scenedramatiker debuterede hun med "Romantica" på Aveny Teatret i 1985. Siden fulgte "Sidste nat før kærligheden" på Aveny Teatret i 1989 og "Projekt Paradis" på Edison i 1997. Kirsten Thorup har bl.a. fået Kritikerprisen 1982, De Gyldne Laurbær 1982, Søren Gyldendal-Prisen 1987, Adam Oehlenschläger-Legatet 1991 og Tagea Brandts Rejselegat 1996. I årene 1993-95 var hun medlem af Statens Kunstfonds tre-mands udvalg. Hun blev den 6. juli 1963 gift med skuespilchef Ib Thorup (01-04-1941 - 18-09-1990). Ægteskabet blev opløst i 1974.