BiografiJens Ingvald Hamre, der var lærersøn fra Lolland, tog selv en læreruddannelse og virkede som lærer ved skoler såvel i provinsen som i København og af og til som engelsklærer i bl.a. Polen. Hans teaterinteresse bevirkede at han en overgang stilede mod en skuespillerkarriere og i den anledning læste han i en kort periode hos kgl. skuespiller
Holger Gabrielsen. Tidligt begyndte Jens Hamre at skrive tekster - især viser til lokalrevyer rundt om i landet, og på et tidspunkt var han tilknyttet Kgl. Mayestaits Acteurs og dermed den årlige københavnske studenterrevy. I sin tid sang
Jytte Abildstrøm i en studenterrevy Jens Hamres geniale Karen Blixen-vise "Udi Rångsted sidder Kæren Blixen". Også
Stig Lommer fik øje på Jens Hamre og han skrev adskillige sketches og viser til Lommers ABC-revyer og dermed til
Jørgen Ryg. I 1950erne og 1960erne var Jens Hamre leverandør af talrige tekster til "Søndags-Journalen" og senere "Grimassen" i tæt samarbejde med Arne Forchhammer,
Ida Bjørn Nielsen og Peer Møller. Jens Hamre drev igennem årene antikvariat i henholdsvis Holte, Maribo og til sin død Antikvariatet på Hasselvej 4 i Virum.