Valdis Hamerik
Født: 17-10-1903 i Frederiksberg
Død: 24-9-1995 (91 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Valdis Hamerik, kgl. operasangerinde, var datter af professor, komponist Asger Hamerik (08-04-1843 - 13-07-1923) og hustru pianist og komponist Margaret Elizabeth Williams (13-12-1867 - 30-10-1942). Valdis Hamerik fik sin musikalske uddannelse dels herhjemme og dels i udlandet. Efter pigeskole-eksamen i 1920 kom hun i september 1920 på Konservatoriet med klaver som hovedfag - og senere tillige også med sang som hovedfag. Hun blev på Konservatoriet undervist af sangpædagogen Viggo Forchhammer (26-11-1876 - 07-10-1967). Efter eksamen i juni 1923 rejste hun til Tyskland og studerede hos forskellige lærere i Berlin. Hun debuterede som Madame Butterfly på Casinoteatret og fik så stor succes at hun søgte og fik som lærer kgl. kammersanger Vilhelm Herold (19-03-1865 - 15-12-1937). I perioden op til hendes uddannelse på Operaskolen 1930 - 1932 fik hun undervisning - foruden af Herold - også af franskmanden Georges Gunelli dels i Paris og dels i København. I 1932 fik hun sin debut på Det Kongelige Teater som Susanna i "Figaros Bryllup" og efter sin debut tog hun på endnu en studietur til sangpædagogen professor Georges Gunelli i Paris. I november 1934 fik hun fast engagement på Det Kongelige Teater i København. Forinden medvirkede hun i "Sommerrevyen 1933" på Nørrebros Teater bl.a. sammen med Karen Jønsson. I revyen sang hun Børge og Arvid Müllers "Der går en lille pige i den grønne skov". Valdis Hamerik var tilknyttet Det Kongelige Teater frem til 1939, hvor hun bl.a. sang Papagena i "Tryllefløjten", Frascita i "Carmen", Grevinde Ceprano i "Rigoletto", en kvindelig fange i den russiske opera "Katerina Ismajlova", koloratursangerinden i "Een tjener og to herrer" og Venus i "Orfeus i Underverdenen". Valdis Hamerik skrev en erindringsbog om sin tid på Det Kongelige Teater fra 1930 til 1939. Hun gav desuden koncerter i udlandet og herhjemme. Hun blev gift den 19. oktober 1926 med Alfred Johannes Rohbeck Olsen, som hun traf under studier i Berlin. Efter skilsmisse i 1934 blev hun den 30. juli 1939 gift i Tikøb Kirke med redaktør Rolf Georg Simon (f. 17-09-1898), som hun havde mødt i Paris - og med ham fik hun et langt og lykkeligt ægteskab. Hun var søster til dirigent og komponist Ebbe Hamerik (05-09-1898 - 12-08-1951), der druknede i Kattegat under en lystsejlads. Valdis Hamerik ydede en vigtig kvindelig indsats i dansk musikliv - og i foråret 1991 blev hun udnævnt til æresmedlem af Kvinder i Musik.

Bøger om Valdis Hamerik:
"Derovre fra - teatererindringer fra Kongens Nytorv" af Valdis Hamerik


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Nørrebros Teater 1933