Astri Borg Müller
Født: 28-3-1918 i Halden, Norge
Død: 18-3-2013 (94 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Astri Maria Borg Müller, norsk sangerinde, stammede fra en slægt hvor musik og kunst stod stærkt. Hendes morfar var den kendte organist og komponist Oscar Borg (11-06-1851 - 29-12-1930) og hendes mor den kendte norske sanger og pianist Ellen Ragnhild Borg (14-03-1890 - 15-11-1950). Hendes far Leo Müller, der var uddannet som møbelsnedker, havde stipendie fra Kunst- og Håndværkerskolen. Et års tid efter hendes fødsel flyttede familien til Fredrikstad, hvor hun voksede op sammen med to brødre. Hun lærte af sin mor tidligt at synge og efter handelsskolen rejste hun til Oslo for at studere og var elev både på Musikkonservatoriet og på Teaterskolen. I 1939 spillede hun hovedrollen i operette-forestillingen "Når teppet går opp" i hjembyen. Under studietiden i Oslo deltog hun i mange koncerter på Musikkonservatoriet, hvor hun også var med i koret. Desuden spillede hun med i flere teaterstykker, hvor hun bl.a. havde rollen som Pernille i Holberg's "Den forvandlede brudgom" i Den dramatiske klubb. Hun gik på Konservatoriet i fire år og begyndte derefter hos en operarepetitør, men opgav undervisningen efter tre år på grund af sin lærers politiske indstilling. Efter studierne ventede der hende opgaver bl.a. på Nationaltheatret, hvor hun både var sanger og danser. Efter ti år i Oslo vendte hun tilbage til hjembyen Fredrikstad, hvor hun fortsatte med at give lukkede koncerter i private hjem. Hun fik sin egentlige debut den 17. maj 1945 på Norges Frihedsdag. I Oslo mødte hun den danske skuespiller Ib Schønberg, som foreslog hende at komme til Danmark og medvirke i hans Fælledrevy i 1946. I Danmark medvirkede hun også i mange koncerter, deriblandt kirkekoncerter. I Kunstner Forum i National Scala vandt hun en konkurrence, hvor hun sammen med et orkester sang norske sange. Hun afbrød dog sin sangerkarriere i Danmark og vendte tilbage til Fredrikstad, hvor hendes yngste bror døde kort efter kun 25 år gammel. Et år efter døde også hendes mor og da hendes far desuden blev ramt af sygdom blev hun husholderske hjemme. Faderen døde i 1962. Siden havde hun elever til sangundervisning og var med til at starte Oratoriekoret, som tog navnet Cecilia-foreningen med Søren Gangfløt som dirigent. Astri Borg Müller optrådte både i danske og norske radioudsendelser og havde solistoptræden for Frederikstad Byorkester og orkestret Allegro under ledelse af Sverre Madsen.


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Fælledrevyen 1946