BiografiLilli Biltzing, skuespillerinde, var datter af Hans Kristian Djørup Biltzing (23-04-1870 - 18-02-1934), der var direktør for et teater- og artistagentur og den italienskfødte Clementine Maria Leopoldine Giorio (f. 19-03-1878). Hun fik sangundervisning hos Hedvig Quilding og medvirkede som 18-årig i en elevkoncert i Politikens sal. Allerede dagen efter fik hun tilbud fra to operettescener i København og fra fem provinsteaterdirektører. Hun læste hos
Amanda Lund fra Casino og hos
Mathilde Nielsen og debuterede 19. juni 1919 i Vejle, hvor hun bl.a. sang "Smil, oh smil til den du møder". Samme år kom hun til Casino og senere til Apolloteatret. I 1922 og 1923 optrådte hun i Folkeparkerne i Sverige og havde siden engagement ved Fønix-Teatret. Hun lancerede bl.a. visen "Den døende svane" og en lokal version af landeplagen "En er for lille, og en er for stor". I slutningen af 1920erne blev hun engageret til Helsingør Sommerteater, hvor hun gennem flere år var revyprimadonna. Hun havde i 1929 stor succes med viser som "Tempo må der til", "Kys mig", "Skal vi holde hinanden i hånden igen" og en Sunny Boy-parodi. Hun blev gift den 31. december 1924 med repræsentant Hermann Dahl. Siden giftede hun sig den 30. april 1930 på Aalborg Rådhus med direktør og kapelmester Kristian Johannes Dahl (f. 09-10-1900). Ægteskabet varede de følgende 11-12 år. I begyndelsen af 1930erne opfandt hun - og fik patent på en brystholder "Mira", der var udviklet efter kvinders individuelle former. Hun etablerede egen forretning i 1932 og forlod scenen i 1934 for at hellige sig forretningslivet. Hun havde på et tidspunkt systue på Vodroffsvej 3-B med 25 syersker ansat samt forretning på Gammel Kongevej 33 og fra 1933 filial på Bjergegade 7 i Helsingør. Hun solgte senere sit patent til udlandet og vendte i 1942 tilbage til scenen, hvor hun fik en dundrende succes med sine tidligere viser. Hun optrådte i cabaret i Riddersalen bl.a. i samspil med
Storm Petersen i nummeret "På broen". Lilly Biltzing havde sin sidste optræden i Fælledrevyen hos
Ib Schønberg. I slutningen af 1940erne flyttede hun til Birkedamsvej 4 i Saunte i Nordsjælland, hvor hun levede sit otium og bl.a. var en aktiv viking-bader. Lilly Biltzing er begravet anonymt i familiegravsted - uden egen markering.
Bøger om Lilly Biltzing:
"Bogen om Musse alias Lilly Biltzing" af Lilly Biltzing