Stine Stengade
Født: 1-6-1972 (52 år) i København
Biografi
Stine Stengade, skuespiller, der er datter af Mogens Winther Petersen og Helene Stengade, ville allerede fra hun var 12-13 år være skuespiller. Hun tog efter sin studentereksamen til Århus for at lave gadeteater og søgte forgæves ind på Aarhus Teaters elevskole. Efter et års danskstudier ved Københavns Universitet blev hun uddannet på Statens Teaterskole i årene fra 1994 til 1998. Hun gjorde sig bemærket i rollen som Irina i "Tre søstre" på Rialto Teatret og har på Det Kongelige Teater spillet i "Kærlighedens Kværulanter", "Høsten", "Ivanov" og "Onkel Vanja". Hun spillede i 2001 rollen som Viola i "Helligtrekongersaften" på Grønnegårds Teatret og var samme år med i "Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner" på Mammut Teatret. Siden har hun bl.a. spillet i "Kameliadamen" på Gladsaxe Teater i 2002, "Nattur" på Husets Teater og "Onkel Danny" på Teatertapperiet. I Ole Christian Madsens dogmefilm "En kærlighedshistorie" spillede hun rollen som den psykisk ustabile Kira - en rolle, der indbragte hende både Robert- og Bodilprisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle. Hun fik sit store gennembrud som den kvindelige hovedperson i tv-serien "Edderkoppen" på DR i 2000. Hun har siden spillet rollen som den jydske Anne i TV-sitcom´en Langt fra Las Vegas. I 2000 modtog hun en Reumert talentpris. Stine Stengade har i mange år været kæreste med filminstruktøren Ole Christian Madsen (18-06-1965), men er nu samlevende med behandler og traumespecialist Rasmus Sørinus Jensen.
Har medvirket i følgende 1 julekalendere:
Tidsrejsen (2014,2021) | Agent Sort |