BiografiTommy Seebach (Mortensen), sanger, pianist, komponist og pladeproducer, var i de unge år medlem i en lang række pop- og beatorkestre. I 1965 blev han medlem af pigtråds- og poporkestret Sir Henry & his Butlers og komponerede til gruppen en række iørefaldende melodier, der blev store pladesucceser. Gruppen fik succes også i udlandet bl.a. med hittet "Camp" (1967) og "Monkey's In Wood (1969). Fra 1974 begyndte han sideløbende en solokarriere og fik hits lige så populære som i Sir Henry, f.eks."Lucky guy", "I'm in love" og "Flying high love", der indgik i albummet "Tommygum". Samtidig blev han i stadig større grad benyttet som producer og involveret i pladeprojekter med andre kunstnere. I 1979 vandt han det danske Melodi Grand Prix med "Disco Tango", der blev populær både herhjemme og i flere lande, deriblandt Holland, Belgien og Israel. To år efter vandt han atter med "Krøller eller ej" som han sang sammen med
Debbie Cameron. Han deltog flere gange siden i Melodi Grand Prix - i 1982 med "Hip, Hurra Det' min fødselsdag, i 1984 med "Pyjamas for to" - i 1985 med "Det er det jeg altid har sagt" og i 1987 med "Det' gratis". Tommy Seebach fik andre større hits som "Du skælder mig hele tiden ud" som han sang sammen med
Annette Heick i 1989. I 1993 vandt han igen den danske finale med sangen "Under stjernerne på himlen", men sangen fik bundkarakterer ved Eurovision Song Contest, hvilket gjorde at Danmark ikke kunne deltage året efter. Han turnerede i slutningen af 1990erne rundt på landets diskoteker sammen med musikeren Joachim Hediger og oplevede en kultlignende interesse hos det unge publikum. I sine sidste år var han engageret som musikunderholder i Bakkekroen på Dyrehavsbakken, hvor han på vej til arbejde blev fundet død af et hjertestop. Tommy Seebach blev i starten af 1977 gift med Karen Seebach og er far til sangskriver og producer Nicolai Seebach, sangeren
Rasmus Seebach og datteren Marie Seebach til hvem han skrev sangen "Under stjernerne på himlen". I 2025 fik spillefilmen om Tommy Seebachs liv, med samme titel, premiere og med Anders Matthesen i hovedrollen.