Biografi
Anna Vilhelmine Johanne Dorthea Larssen Bjørner var datter af skuespiller Johan Laurids Monigatti Halberg (1837 - 23-12-1888) og Gina Hellevig (Georgine Helweg) (1851-1929). Allerede som 7-årig lod faderen hende optræde på Bergens scene i skuespillet "Et dukkehjem". Senere optrådte hun sammen med den lidt yngre søster i forskellige barneroller på Dagmarteatret. Hun fortsatte med disse barneroller indtil hun som 17-årig debuterede som Rosette i "Man skal ikke spøge med kærligheden". Hun spillede siden et utal af hovedroller først på Dagmarteatret 1885-95 og derefter fra 1895-99 på Folketeatret, inden hun atter vendte tilbage til Dagmarteatret 1899-1909. Sammen med syv andre skuespillere brød hun i 1905 ud fra Dagmarteatret og tog på gæstespil i Norge. Året efter blev hun gensat på Dagmarteatret endda til forhøjet gage. Hun spillede bl.a. roller som Mimi i "Frie Fugle", Mizi i "Elskovsleg", Kätchen i "Pigen fra Heilbronn", Rakel i "Over Evne", Helga i "De stille stuer", Zaza i skuespillet af samme navn, Marguerite Gautier i "Kameliadamen" og en mængde andre. Størst succes fik hun i det tragiske fx. som Monna Vanna i skuespillet af samme navn. Hun havde sin sidste optræden den 30. juni 1909 i Slagelse. I en alder af 33 år blev hun grebet af Pinsebevægelsen og forlod teatret for at hellige sig forkyndelsen af evangeliet. I de følgende år rejste hun sammen med sin mand Sigurd Bjørner rundt som teltmissionær ved vækkelsesmøder i Danmark og i udlandet og sammen åbnede de en mødesal "Evangeliehuset" i København. Anna Larssen Bjørner blev den 28. august 1894 gift i Hvidovre Kirke med journalist og forfatter Jens Otto Gyntelberg Larssen (01-08-1864 - 21-01-1910). Ægteskabet blev opløst i 1898. Derefter blev hun den 28. juli 1912 gift i København med løjtnant og forstander for evangelieforsamlingen Sigurd Bjørner (28-07-1875 - 18-02-1953). I 1935 udgav hun sine erindringer "Teater og Tempel", hvori hun fortæller om livet som skuespiller og som prædikant.