Marie Brandstrup
Født: 31-12-1894 i Horne sogn v/ Faaborg
Død: 7-3-1955 (60 år)
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Billede af Marie Brandstrup
Biografi
Marie Mathilde Brandstrup, operettesanger og revyskuespiller, var datter af rektor Hans Palle Hoff-Hansen (1855-1926) og hustru Arengaard Sophie Frederikke Behrens (1863-1946). Hun begyndte sin sceniske løbebane i Studenternes Nytårsrevy 1914. Derefter gennemgik hun uddannelse på Det Kgl. Teaters elevskole og debuterede i 1916 på Dagmarteatret som Inger i "Stridens Æble". Samme år blev hun den 2. december gift i Gentofte Kirke med revydirektøren Ludvig Brandstrup. I tiden på Dagmarteatret uddannede hun sin sangstemme og efter en sæson ved Tivolis Sommerteater tog hun sangundervisning hos Ellen Beck og tog på turné i provinsen som Hannerl i "Jomfruburet". I 1919 fik hun succes som operetteskuespiller i Scala Teatrets opsætning af "Jomfruburet", ligesom hun her spillede hovedrollen i "Den lille Prinsesse" og dublerede en mængde af Liva Weels roller. De følgende fem år fortsatte hun på denne scene, hvor hun også fik lejlighed til at udvikle sit revytalent. Man vil særlig huske hende for revyvisen "Det er kort fortalt". Da Co-Optimisterne begyndte blev hun engageret som primadonna, men sluttede efter bare en sæson og blev skilt fra Ludvig Brandstrup i 1927. I Co-Optimisternes Sommerrevy 1926 sang hun "Mor er ikke hjemme". Efter indgåelse af nyt ægteskab den 1. december 1927 med orlogskaptajn, direktør Arnold Hector Bundesen (27-11-1895 - 22-08-1977) trak hun sig tilbage til privatlivets fred og optrådte resten af sit liv kun en enkelt gang. Det var i 1933 i syngespillet "Molboerne", der blev opført som friluftsforestilling i Rosenborg Have. Hun er mor til forfatteren Ole Brandstrup.