Kai Zinn
Født: 26-11-1894 i København
Død: 16-5-1955 (60 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg

Biografi
Kaj Frederik Zinn debuterede på Casino i 1919 og spillede senere adskillige år i provinsen hos William Petersen, hvorefter han kom til hovedstaden og bl.a. på Røde Kro Teater, hvor han med sit fornøjelige humør blev en meget populær visesanger. Hans største succes var Robert Schønfeldts vise "Mit navn er Kaj", som han måtte synge gennem en halv snes år. Sammen med Clara Østø medvirkede han i 1935 i revyen "Velkommen hos fru Gerda" på Skovbakken i Ålborg. Han var konferencier og visesanger i Hollænderbyen, hvor han bl.a. i 1937 sang visen "Langt fa'en i vold" i forbindelse med stedets 35-års jubilæum, som blev markeret med en vise-kavalkade "Sønderbro dengang og nu". I årene op til krigen optrådte han i varietéen Montmartre på Frederiksberg Allé og i Hvide Hest på Dyrehavsbakken. I de senere år var han en populær solist i landets mange forskellige foreninger. Kai Zinn lancerede sangen "Jeg har været på vulkaner" i Montmartre's Sommer show i 1944. Han var med 10 års mellemrum med i Nykøbing Falster Revyerne 1925, 1935 og 1945. Han blev den 2. oktober 1926 gift på Københavns Rådhus med skuespillerinden Mary Bendixen, født Jessen (f. 07-03-1896). Efter skilsmisse i 1933 blev Kaj Zinn gift den 24. april 1934 i Sct. Knuds Kirke i Odense med Rigmor Astrid Hansen Nesler (f. 27-05-1908). I et senere ægteskab blev han den 20. december 1951 gift på Københavns Rådhus med syerske Gerda Emma Olivia Rosén (f. 25-05-1909)