Harald Bergstedt
Født: 10-8-1877 i Køge
Død: 21-7-1965 (87 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh (fællesgrav)
Biografi
Harald Alfred Bergstedt (bevilling til at føre moderens navn 1908), digter, journalist, skribent og foredragsholder, var søn af kordegn Hans Joachim Petersen og hustru Maria Dorothea Bergstedt. Han blev student i Roskilde i 1896 og cand.phil. i 1897. Derefter begyndte han på forskellige studier, bl.a. teologi og blev efter to år vagabonderende hus- og privatskolelærer 1898-1907 bl.a. som lærer i Skanderborg og andre steder 1898-1907. Han var kommunelærer i Skagen 1907-14, hvorefter han fra 1915-19 var lokalredaktør og leder af Vendsyssel Venstreblads lokalkontor i Sæby. Harald Bergstedt rejste derefter i hele landet som oplæser, afholdsagitator og foredragsholder. Bergstedt var oprindelig socialdemokrat, men endte under besættelsen som nazist. Han var medarbejder ved Social-Demokraten i København fra 1927 til 1942. En kronik om den dengang nyligt afdøde statsminister Stauning og dennes syn på samarbejdet med stormagten mod syd, nægtede "Socialdemokraten" at bringe. Herefter forlod Harald Bergstedt avisen og fik 1942-1945 ansættelse på nazisternes blad "Fædrelandet", som bragte omtalte kronik. I 1945 blev han arresteret af frihedsbevægelsen og i 1946 idømt 2 års fængsel for bistandsydelse til den tyske besættelsesmagt gennem sine artikler i den nazistiske presse. Desuden idømtes han fem års fortabelse af almen tillid for landsskadelig virksomhed. Senere blev Harald Bergstedt ekskluderet af forfatterforeningen. Efter krigen blev der meget stille omkring Harald Bergstedt, som skrev om sit fængselsophold i bogen "Sange bag Gitteret" fra 1949. Han debuterede som forfatter i 1913 med sin digtsamling "Sange fra provinsen" og i 1916 kom digtet "Hans og Else", Han skrev klassiske børneviser som "Jeg ved en lærkerede", "Solen er så rød mor" og "Se den lille stær". Endvidere skrev han hørespil og flere skuespil bl.a. "Den blå vase", som blev opført på Det Kongelige Teater i 1926. Han skrev sammen med komponisten Jørgen Nielsen flere korværker, bl.a. kantaten "Ungdomsfesten". Harald Bergstedt blev gift den 12. august 1909 i Skagen med lærerinde Christiane Iversen (21-05-1876 - 18-03-1919) og derefter 7. november 1919 i Sæby med Helga Hansen (07-11-1900 - 22-10-1976).