Mindeord for fotograf Bjørk Aabech, Helsingør Jeg blev torsdag formiddag ringet op af min tidligere nabo, Lita Wright, som fortalte mig, at Bjørk var død. Det kom som noget af et chok – jeg havde jo næsten lige talt med ham. Lita fortalte, at Bjørk havde været på vej til København, hvor han hver onsdag mødtes med sine tidligere kollegaer i DR-byen. Disse møder havde Bjørk fortalt mig om, og jeg ved, at de betød meget for ham. Det var ligesom en livline til det job, som i mange år havde fyldt hans liv med faglig stolthed. Han var fotograf, og jeg husker specielt, at han begejstret fortalte om optagelserne til filmen om Skagensmalerne. Han stoppede aldrig med at fotografere, og da jeg i dette efterår havde besluttet at prøve mine evner udi fotografiet, så faldt det naturligt at spørge Bjørk til råds. Han sagde med det samme, at det som nybegynder kunne være svært at vide, hvilket kamera, der skulle investeres i. Han tilbød derfor, at jeg måtte låne et af hans mange kameraer. Det var meget generøst af ham, idet jeg vidste, at han satte utrolig stor pris på disse kameraer – de var som gode minder for ham. Han vidste, hvilket kamera, han havde brugt til de og de billeder. Efter gode råd fra Bjørk endte det med, at jeg købte et Nikon V2 – hvilket skulle vise sig at være et særdeles godt råd. Der er en anden ting, jeg specielt husker om Bjørk. Han introducerede mig for fjordrejer. Det forholdt sig nemlig således, at de mennesker, der boede på Lappen havde et utrolig godt sammenhold. Når vejret var rigtig godt, så blev der ringet rundt til naboerne, som fik besked om, at der var fællesspisning på arealet foran Lappens huse. Der blev tændt op i grillen, og hver især tog mad med. Jeg husker ikke, hvad jeg havde medbragt, men jeg husker, at jeg havde kastet et kærligt blik på de fjordrejer, som Bjørk havde med. Der gik ikke lang tid, før halvdelen af fjordrejerne lå på min tallerken – naturligvis pillede. At smage dem var som en delikatesse ud over det sædvanlige. Naturligvis blev der også serveret hjemmebagt surbrød, citron og hjemmerørt mayonnaise. For ikke at glemme et glas køligt hvidvin. Bjørk var gourmet til fingerspidserne, og det kom specielt til udtryk, når han tryllede med maden til nytårsaften – som naturligvis blev holdt med naboerne på Lappen. Bjørk havde en mening om alt, hvad der rørte sig i Helsingør. Han var en af de personer, der i sin tid var med til at redde den husrække, der i dag kendetegner Lappen. Han var en flittig skribent i Helsingør Dagblad, og så sent som i uge 46 havde Bjørk et læserbrev i Dagbladet. Det irriterede ham, hvis tilflyttere ikke kendte Helsingørs historie, og han følte sig forpligtiget til at korrekse dem. Det er næsten fjorten år siden, jeg flyttede fra Lappen. Men det betød ikke, at jeg sagde farvel til Bjørk. Vi har holdt forbindelsen ved lige – enten per mail eller vi mødtes til en kop kaffe – og for at blive i Bjørks sprog ”en lille kage”. Jeg vil virkelig savne vores gode kaffemøder, hvor vi ikke blot vendte verdenssituationen i Helsingør, men i høj grad også drøftede aktuelle kunstudstillinger. Bjørk var meget interesseret i kunst, og ligesom han havde sin mening om, hvordan Helsingør burde udvikle sig som kulturby, så havde han i høj grad sine meninger om kunst. Det var ikke altid, vi var enige – men uvenner, det blev vi aldrig. Æret være hans minde! Mona Faye Kunsthistoriker
Mona Faye     Skrevet: 19/11-2013 klokken 20:23