Teglbrændergården
Hesselrødvej 19
2980 Kokkedal

Det er på Teglbrændergården de høster i filmen.

(Else Johansens erindringer om filmoptagelse sommeren 1952 på Teglbrændergården - stillet til rådighed af Fredensborg Arkiverne.)

Filmoptagelser hjemme på Teglbrændergården.

Fra Palladium kom der en herre og en dame. De spurgte om de måtte komme og optage noget film her på gården. Det sagde vi - ja, at det måtte de da gerne. Der gik nogle dage, men så blev der vel nok "færdsel" over det hele. Både med høns, ænder og gæs, og en hel del børn, nogle medhjælpere, fotograf, filminstruktør Jon Iversen, en dame som førte drejebogen - og produktionschefen Kolrengen og nogle gange Ole Berggreen. En dreng fra Hillerød som hed Ejner og en dreng fra Helsingør som hed Dagfinn. Blandt pigerne var Irene Hansen og Lone Hertz. Det var vel nok et par "vilde piger", - men det var jo også københavnere. De var kommet op på høstænget, så der var gang i "høet". Men Jon Iversen sad inde i stuen og fik set Lone Hertz oppe i lugen. Han kom ud i en fart og fik dem kaldt ned. Det gik ikke helt stille af. Lone måtte med ind i stuen og måtte sætte sig ved klaveret for både at spille og synge alt mulig forskelligt. De andre blev beordret ud i den vogn, de var kørende i.

Inde ved Hellerup Havn, inde i Palladium Studier.

Udenfor var i den anledning opstillet karrusel og luftgynge. Inde til den mejerigeneralforsamling var Ib Schønberg og Kjeld Jacobsen sammen med alle bønderne fra Karlebo og omegn. Det varede hele dagen, men det var da spændende at se - og være med til sådan noget ikke helt almindeligt. Det var filmen "Ta' Pelle med". Julie var med i optagelse ved Folehavegaard. Vi var også med til optagelsen af "Hejrenæs" med Lau Lauritzen og Lisbeth Movin og Knud Rex, ham som Pauli skulle springe over et bord og tage kniven fra. Pauli dansede brudevalsen med Lisbeth Movin. Ved "Hejrenæs"-optagelserne var det filminstruktør Svend Methling, der dirigerede tropperne. Fordi det var optaget hos os, blev vi hentet og var til premiere i København inde i Palladium. Som forfilm så vi fra Holland den store oversvømmelse dengang.

"Ta' Pelle med" 1952.

De var jo med når Hans var i stalden. De begyndte så at fortælle historier - både fine og ufine, og troede jo at Hans var "dum og enfoldig", fordi han lod dem bare fortælle. Men så spurgte Hans - om ikke de kunne flere historier. Da Hans havde fortalt noget fra sit lager så fik de et helt andet "ansigt" sagde Hans - for så kunne de jo ikke svare. Filmoptagelsen skulle jo optages inde i svinehuset, da en so skulle fare. Derfor boede de forskellige folk her jo i mange dage, hvor de så fik middagsmad. Ja, der foregik mange ting i de dage. Johannes Meyer var også med - med store træsko, som han kom vadende ind i stuen med. Noget blev optaget på marken med hestene og selvbinderen. De mejede rug og så sang de alle "Jeg er havren". Noget blev optaget oppe ved Kristine og Otto Olsen. Ellen Gottschalch og Else Jarlbak skulle køre med "Doggert", og havde Hertha for. Men ingen af de to havde nogen forstand på at holde på et par liner, så det havde nær gået galt. Men Hans var jo i nærheden. Ib Schønberg var jo også med. Vi skulle samle en hel bus fuld af vore naboer og bekendte for der skulle optages generalforsamling i mejeriet.


Teglbrændergården ses i tv-serien "Anna Pihl", hvor Anna Pihls far Henning Pihl (Kurt Ravn), bor på gården. (Kilde: Medlemsbladet Rytterskolen for Karlebo Lokalhistoriske Forening 14. årgang nr. 1 - Sommer 2020)













Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Ta' Pelle med (1952)
Denne lokation er blevet brugt i følgende TV-Serier
Anna Pihl