Herregården Vosborg nævnes første gang i 1299 under navnet Osborg. 'Os' betyder åmunding, og herregården har sit navn efter sin placering ved Storåens udløb i Nissum Fjord. Det første Vosborg ligger nu under vand i Felsted Kog, mens ruinerne fra det andet Vosborg ligger ved Storåens tidligere munding i Nissum Fjord. Det tredje Vosborg, det nuværende Nørre Vosborg, er rejst bag store jordvolde og voldgrave, som angiveligt tjener som dæmninger mod Vesterhavets oversvømmelser. Nørre Vosborgs hovedbygning er en unik samling af byggerier fra forskellige århundreder.
(Kilde: www.danskeherregaarde.dk)